Anker til landsretten
DOM: Tidligere landmand er dømt for ulovlig import af kemikalier - utilfreds med dommen.
– Vi appellerer med krav om frifindelse.
Sådan siger en 73-årig tidligere landmand fra Vamdrupegnen til JydskeVestkysten. Han er ikke tilfreds med den dom, som byretten i Kolding nåede frem til, og derfor er afgørelsen anket til Vestre Landsret med krav om frifindelse.
I byretten blev han idømt en bøde på 50.000 kroner for i 2006 at have importeret nogle kemikalier, som han solgte videre til et firma i Odense, der igen solgte det videre til en række danske og tyske landmænd i Letland.
Den handel erklærede retten for ulovlig. Anklagemyndigheden krævede en bøde på 150.000 kroner, men dommeren satte bøden markant ned - men altså ikke tilstrækkeligt for den 73-årige.
Handlen omfatter ukrudtsbekæmpelsesmidlerne cimazin MCPA og proturon, som det er tilladt at sælge i transit. Den 73-årige importerede ganske vist kemikalierne fra Tyskland for at sælge dem til et firma i Odense, der solgte dem videre til landmænd i Letland, men fysisk blev kemikalierne kun omlæsset på den tidligere landmands gård uden for Vamdrup og blev sendt direkte videre og var aldrig fysisk i Odense.
TEKST OG FOTO: LEIF CHRISTENSEN








































