Koncentrer kræfterne om en fælles udstilling
MESSER: Formand for bestyrelsen i Bygnings og Maskinkontoret i Sønderjylland, Hans Pedersen Schmidt, langer ud efter messearrangørerne i Danmark – to konkurrerende messer lige efter hinanden duer ikke.
Der bruges enorme summer og resurser på at fremvise og præsentere de nyeste Landbrugsmaskiner i Danmark. Vi burde rette blikket mod Tyskland, hvor de kører Agritechnica og Eurotier forskudt for hinanden. Dette koncept fungerer rigtig godt, hvilket tydeligt ses ud fra besøgstallene. Dertil har udstillingerne en international karakter, hvilket er positivt for de nationale maskinproducenter.
Så klart lyder meldingen fra formand for Bygnings- og Maskinkontoret i Sønderjylland, Hans Pedersen Schmidt.
Han mener, at antallet af potentielle maskinkøbere er væsentligt reduceret og at der på kort sigt er lagt op til et strammere investeringsbudget. Både husdyrproducenter og planteavlere er presset af lave afsætningspriser og stigende omkostninger. Finanskrisen bidrager yderligere så sunde og nødvendige investeringer kan blive bremset af problemer med at fremskaffe kapital.
- Omkostningerne ved at afholde to messer havner i sidste instans hos maskinkøberne. Tiden er inde til selvransagelse og sammenhold i maskinbranchen og i landboorganisationerne, lyder det fra Hans Pedersen Schmidt, der tilføjer:
- Vi har behov for en messe med internationalt format af hensyn til eksporten, men to konkurrerende udstillinger er ikke en holdbar løsning
Han oplyser, at spørgsmålet har været drøftet i bestyrelsen for Bygnings- og Maskinkontoret i Sønderjylland, som repræsenterer de sønderjyske landmænd, og opfordringen herfra er at ruste sig til fremtiden og koncentrere kræfterne på en årlig udstilling.









































