Moderne arkitektur til svinestald
REJSEGILDE: Et utraditionelt staldprojekt til 1150 søer er godt på vej i Hjørring. Det er støttet af RealDania. Bygherre er Palle Joost Andersen, Hjørring.
Et staldbyggeri på 5500 kvadratmeter, en hel tønde land, er stort. Men byggeriet syner ikke stort på den flade mark hos Palle Joost Andersen ved Hjørring. Det er essensen ved byggeriet. Det er så stort som plænen i Parken, men det syner ikke af så meget.
Det blev fremhævet af Erik Rykind-Blarke fra fonden RealDania, da han var til rejsegilde på »Fremtidens staldbyggeri« i Vendsyssel.
Fonden har taget initiativ til en kampagne om fremtidens staldbyggeri. Seks projekter er søsat. Det første, der ligger i Vendsyssel, har nu haft rejsegilde. De fem andre, der ligger i Lemvig, Galten, Aars, Odder og på Sjælland, venter stadig på tilladelser.
Simpelt og flot
Der er nytænkning i projektet. Eller som bygherre Palle Joost Andersen smilende fortæller:
- Byggeriet er blevet karakteriseret som en gammeldags, jysk vognmandsport med ryggen mod vinden.
Men netop det, at byggeriet er lavt ud mod det åbne land og vinden mod vest og højt ind mod det eksisterende byggeri, fremhævede Erik Rykind-Blarke fra RealDania.
Derved syner det nemlig slet ikke så stort, som det egentlig er.
- Det er egentlig et simpelt byggeri, men der er samtidig et flot byggeri, der er tilpasset den åbne mark. Farver og materialevalg matcher det bestående byggeri. Samtidig er ventilationen integreret i løsningen, så der ikke er de mange skorstene, man ser andre steder, fremhæver han og understreger, at det er nødvendigt med nytænkning til fremtidens større landbrugsproduktion, der ikke kan skjules i den eksisterende bygningsmasse.
- Byggeriet er præget af bygherrens evne og vilje til at prøve noget nyt med risiko for, at det går bedre, som en af gæsterne udtrykte sig ved rejsegildet.
RealDania støtte
RealDania har støttet med 11,7 millioner kroner ud af de samlede omkostninger på 28 millioner.
- De penge er primært gået til produktionsudvikling, rådgiverhonorar og udvikling, siger Erik Rykind-Blarke, der håber, at nogle af løsningerne i stalden senere kan blive sat i fabrikation, så de præfabrikeret kan være med til at gøre fremtidige byggerier billigere.
Det er formålet med projektet.
- Og så har Palle Joost forpligtet sig til at holde åbent hus og vise flaget i større omfang end normalt. Projektet med det anderledes byggeri skulle gerne også være med til at bedre landbrugets image, mener RealDanias mand.
Anderledes
Og projektet, der ligger lige op til hovedvejen mellem Hjørring og Frederikshavn, har fået mange kommentarer med på vejen.
- Undervejs i vores projekt er vi udråbt som værende arrogante, provokerende, grådige og mageløs foragtelige. Det her er dog ikke IT-Factory. Det er ikke fiktion eller opskruet bedrag. Det er ægte værdiskabelse, sagde bygherre Palle Joost Andersen i sin tale og forsikrede om, at han var meget stolt af byggeriet, af håndværket og af produktionen.
Stalden skal rumme 1150 søer, 15.000 smågrise skal fedes til 30 kilo, og resten skal sælges ved 9 kilo. Det er en fordobling af den nuværende produktion.
- Vi er meget tilfredse med forløbet, og tiden har været med os. Vi kan jo bygge nu, mens andre venter på tilladelser og finansiering, siger Palle Joost.
Han understreger, at byggeriet holder tidsplanen, og han er meget tilfreds med udformningen. 1. april skal grisene ind, og hvis det står til Palle Joost Andersen bliver det ikke en aprilsnar.
Gulvet i farestalden hos Palle Joost Andersen er kommet som færdigstøbte elementer i dobbelt farestis størrelse fra CC Brun Betonelementer. De præfabrikerede lejeplader har været med til at sikre et forholdsvis hurtigt byggeri.
- Elementerne fra C.C. Brun Agro er leveret med indstøbte varmeslanger til varme i smågrisehulerne og slanger til gyllekøling under søerne, fortæller afdelingsleder Flemming Brun fra C.C. Brun Agro
Derved er det muligt at adskille klimazonerne for smågrisene og soen i den enkelte sti. Der holdes varme i smågrisehulerne med gulvvarmen, og soen kan holdes afkølet via gulvkølingen uafhængigt af rumtemperaturen. Det skulle have en positiv effekt på soen, som derved er i stand til at bevare et stort foderoptag og dermed bevare en høj mælkeydelse i hele diegivningsperioden.
På sigt vil det være muligt at styre den enkelte faresti temperaturmæssigt efter soens adfærd, når de tekniske systemer er færdigudviklet.
Farestiselementerne er specialstøbt på fabrik. Det giver en helt anden glat overflade, der er næsten blød og meget holdbar.
Gennemgang
Palle Joost Andersen fremhæver selv de smalle gennemgangsstier mellem hver anden faresti. Det gør det muligt for personalet at tilse smågrisehulerne uden at skulle skræve over skillerummene hele tiden, og samtidig undgår man at komme ind i farestien fra nabostien med samme fodtøj.









































