Så er det tid til at lægge strategi for den resterende del af roekampagnen, skriver Agricenter Danmark i sin seneste meddelelse.

Da der fortsat er vækst i roerne, er de roer, der skal leveres frem til midten af december, bedst placeret på roden og i marken.

Direkte høst og direkte levering på fabrikken vil derfor indtil medio december give det mindste tab.

Skånsom høst
De roer, som skal leveres senere end midten af december måned, bør høstes under gode forhold i de nærmeste to uger og lægges i kule, lyder anbefalingen.

Agricenter anbefaler desuden at sikre så skånsom høst af roerne som muligt for derved at undgå tab under lagring i kulen. Rådne og delvist rådne roer kan hurtigt brede sig til naboroerne i kulen.

Det er en fordel, at roer, der skal lagres i kule, tages op under kølige forhold. Temperaturerne skal helst ikke overstige fem til otte grader, påpeger Agricenter Danmark.

Den gode kule
Agricenter Danmark anbefaler at lægge roerne på en plads med fast underlag eller alternativt på græsmark eller stubjord. Lavtliggende steder, hvor der er risiko for at der kan samles vand, bør undgås, ligesom risikoen for frost er størst i lavtliggende områder.

En tagformet kule har en stor overflade, som er god til at fjerne roernes overskudsvarme, men er mere udsat under frost og blæst.

Et planlager er også en mulighed. Her lægges roerne op ad to lag bigballer placeret på paller, så der er ventilation under halmballerne og ind i kulen. Denne kuleform har dårligere ventilation end en tagformet kule, men er nemmere at frostbeskytte.

Kulerne frostbeskyttes herefter med kornpresenning eller fiberdug, og for tagformet kule suppleres med halm langs kulens fod. Dette giver en god vindbeskyttelse og sikrer mod den første frost, samt minimerer kuletabet. Ved langvarig frost under minus fem grader suppleres med ekstra frostbeskyttelse.

Mere skidt og mere sukker
Under den seneste uges roeleverancer faldt renhedsprocenten, mens sukkerprocenten steg.

Både i Nakskov og i Nykøbing ligger renhedsprocenten mellem 85 og 86 procent. Sukkerprocenten steg til henholdsvis 18,1 procent og 18,0 procent.

Fra Nakskov oplyses, at den daglige sukkerproduktion nu er på 2200 ton sukker.