Løse søer i farestien
PROJEKT: Inventarproducent er med i forsøg med en sti, der forbedrer både dyrevelfærd og bundlinje.
Hvad nu hvis farestier med løsgående søer giver anledning til en højere afregningspris?
Tanken er bestemt ikke urealistisk, mener de hos inventarproducenten Jyden Bur A/S. Ifølge firmaet handler det om at differentiere sig, bryde traditioner og skabe nye trends. Interessen for specialgrise er voksende - både blandt forbrugere og producenter. Med det in mente, er der grundlag for at se på muligheden for at omlægge til en produktionsform med løsgående og diegivende søer i farestierne.
Jyden Bur deltager, i samarbejde med blandt andre Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet og Dansk Svineproduktion, aktivt i et flerårigt forsøgsprojekt på Forskningscenter Foulum om netop løsgående søer i farestier.
Passer egne grise bedre
- Formålet med projektet er at skabe en bæredygtig og konkurrencedygtig løsning i forhold til de traditionelle farestier, hvor soen står fikseret i hele diegivningsperioden. Målet med løsdriftsstierne er, at søerne kan passe flere af egne grise bedre, end det er tilfældet i mange kassestier i dag, siger seniorprojektleder Vivi Aarestrup Moustsen fra Dansk Svineproduktion.
Sideløbende med projektet på Forskningscenter Foulum, er Jyden involveret i indtil videre fem forsøgsemner rundt omkring i landet. Her er idéerne gjort til virkelighed og vurderet i forhold til faktorer som produktivitet, effektivitet og dyrevelfærd.
JLF10-stien er implementeret i flere produktionsbesætninger og forventes at leve op til de krav og ikke mindst vilkår, som en professionel produktionsform bygger på. Tilbagemeldingen fra de forskellige forsøgsemner er positiv, og JLF10-stien kan levere et produktionsresultat, der fuldt ud er på samme niveau – om ikke bedre – som de traditionelle farestier, oplyser inventarproducenten.
Sparer ammesøer
- Med stien har søerne nemmere ved faring, hvilket giver flere levendefødte pattegrise. Forbruget af ammesøer er kraftigt reduceret, fordi soen sagtens kan passe to grise mere pr. kuld - og dermed fravænne flere kilo gris pr. faresti. Dertil kommer, at tidsforbruget også er væsentlig nedsat på grund af lettere adgang til pattegrisehulen, der er placeret ved gangarealet, siger svineproducent Martin Larsen, Fåborg.
Dimension og design af JLF10-stien er udviklet på basis af forskellige forsøgsprojekter i Danmark og Jydens mangeårige erfaring med produktion af løsgående farestier til Sverige og Norge, hvor lovgivningen allerede kræver, at søerne er løse.
Nordiske erfaringer
Erfaringer med farestier til svinestalde fra Norge og Sverige bruges nu til at afprøve nye principper i Danmark.
- Vi har de sidste 15 år produceret og udviklet farestier til det svenske og norske marked, så vi har set, hvad der fungerer for landmanden og for søerne. Vi behøver derfor ikke at opfinde den dybe tallerken en gang til. I stedet er det vigtigt at fokusere på indretningen af stien, da det er alfa omega for et godt resultat på bundlinjen, siger udviklingschef Kai Søe fra Jyden.
Konklusionen hos svineproducent Martin Larsen er, at indretningen på en JLF10-sti giver soen større bevægelsesfrihed og mulighed for en mere naturlig adfærd i stien. Risikoen for skader, som for eksempel benskader minimeres, og der opleves færre tilfælde af farefeber. Soen trives med omgivelserne, og hos pattegrisene er der også observeret generelt bedre velfærd, hvilket er synligt i form af større social kontakt med soen samt øget tilvækst rent fysisk.
LF10 opfylder derfor kravene om dyrevelfærd og danner samtidig grobund for en potentiel nicheproduktion. Trenden er, at der bliver lagt et stadigt større fokus på dyrevelfærd, hvilket naturligvis også vil påvirke efterspørgslen på kød fra produktioner med denne form for dokumentation.
- Trenden, behovet og udviklingen gør det muligt at realisere kvalitet med omtanke allerede nu. Den eneste forudsætning, som dette kræver, er en markant profilering af produktet – og her kommer de danske slagterier ind i billedet, hedder det fra Jyden Bur.
Slagterierne er bindeleddet mellem producenterne og forbrugerne og skal derfor være med til at skabe et image omkring denne type specialgris.
- På nuværende tidspunkt har vi produktionssystemer, der fungerer optimalt med løsgående søer i løbe- og drægtighedsstalden, så hvorfor ikke få søerne løse i farestalden. Herved kan dansk svineproduktion markedsføre et produkt, som går løse i alle afdelinger og dermed skabe et brand, hvor svinene er løsgående overalt, mener salgsdirektør Jesper Bech.
Skal brandes
- I relation til et nyt brand fra slagterierne, er det tankevækkende, hvor mange nye ølprodukter, der er kommet på markedet de seneste par år med en dertil højnet indtjening og omsætning til bryggerierne. Selv store bryggerier har med succes formået at få del af sådan nicheproduktion, fortsætter salgsdirektør Jesper Bech.
Bolden er kastet op – nu gælder det blot for de danske slagterier og dermed danske svineproducenter om at gribe den, så vi i fællesskab kan skabe en tiltrængt øget indtjening på et produkt, hvor landmanden belønnes og afregnes i forhold til en fremtidssikret produktionsform med de rigtige signalværdier.
Interesserede kan besøge Jyden Burs stand på Agromek for at se og kommentere farestien for løsgående diegivende søer.







































