Kvalitet frem for kvantitet
LIB 2008 MESSEN: Der mødte kun 16.169 eller godt 3000 færre gæster op sidste uge i Fredericia, end da LIB-messen blev afviklet for to år siden. Til gengæld var det de rigtige besøgende, som kom.
Det bekymrer ikke formanden for LIB, direktør Otto Freiesleben, det mindste, at landbrugsmaskinudstillingen i Fredericia torsdag, fredag og lørdag i den forgangne uge havde det hidtil laveste besøgstal, siden LIB-messerne startede for ti år siden.
- Det var de rigtige gæster, som kom, nemlig ejere og brugere af det udstillede materiel. LIB har en stor og stabil målgruppe, som dukker op gang efter gang. Trofastheden hænger naturligvis sammen med, at de her finder et målrettet forum for landbrugets primærmaskiner, som ikke findes andre steder herhjemme.
- Udstillerne har været positive over fremmødet, og på standene har der hersket en professionel stemning, hvor der er drøftet teknik og fremtidige investeringsmuligheder, lød det fra messeformanden på sidstedagen i lørdags.
Derfor kunne han allerede melde ud, at der er taget principbeslutning om, at der igen om to år afvikles messe i Fredericia efter det kendte setup med traktorer, høstmaskiner og tilhørende udstyr. Og hvor der også er lejlighed til at afprøve traktorerne på testarealet bag messecentret.
LIB 2008 blev besøgt af 16.169 gæster eller godt 3000 færre som for to år siden.







































