Erstatningssager kan være på vej
BLUETONGUE: I kølvandet på vaccinationsrunderne har kvægproducenter konstateret både aborter, yverbetændelser og falsk positiv for bluetongue.
I kølvandet på første vaccinationsrunde har de første bivirkninger meldt sig hos flere mælke- og kødkvægsproducenter. I forbindelse med Dansk Kvægs regionsmøde torsdag aften i Agerskov kom det frem, at flere mælke- og kødkvægsproducenter i det syd- og sønderjyske område har oplevet flere aborter, større frekvens af yverbetændelse og det fænomen, der hedder falsk positiv for bluetongue.
Sidstnævnte betyder, at køerne har vist symptomer på bluetongue efter at have fået vaccinen, uden at have sygdommen. Alt i alt har det betydet tab af dyr og mælkeydelse, og det fik flere af de fremmødte på regionsmødet til at efterlyse erstatning fra de firmaer, der har produceret og leveret vaccinen.
I Holland har man haft lignende problemstilling, men her har eksperterne indtil videre ikke kunnet give noget endegyldigt svar på sammenhængen.
Formanden for Dansk Kvæg, Peder Philipp, understregede dog, at man fra Dansk Kvæg vil bakke op omkring eventuelle erstatningssager, hvis der senere skulle vise sig at være belæg for at anlægge dem mod vaccineproducenterne.






































