Der var mange i samme båd under svinekongressen. Derfor var der hverken hånlatter eller optræk til at misunde den af landets svineproducenter, der har forudsætningerne for at have den største indsigt i markedssituationen.

Danske Slagteriers formand og slagtesvineproducent Bent Claudi Lassen havde, som så mange af sine kolleger, indgået en foderkontrakt lidt for tidligt i forhold til den højaktuelle situation.

- Jeg var selv en af dem, der lavede en foderkontrakt for tidligt. Heldigvis kunne jeg ikke få kontrakten over en længere periode, erklærede formanden ærligt over for de knapt 2000 deltagere ved årsmødet i Dansk Svineproduktion i Herning i går, da han sædvanen tro som første taler fremlagde sin prognose for noteringen det kommende år.

Billigere foder
I dag kan en slagtesvineblanding købes for 150 kroner pr. 100 kilo. Bent Claudi understregede imidlertid, at han godt var klar over, at mange har indgået foderkontrakter til priser omkring 200 kroner, som løber frem til først i det nye år.

Bent Claudi Lassen konkluderede derfor sit indlæg med at konstatere, at svineproducenterne indtjeningsmæssigt har haft to elendige år. Han sluttede sit indlæg med at indgyde en vis optimisme.

- Først og fremmest er det udbud og efterspørgsel, der afgør økonomien i svineproduktionen til næste år. Og der er nedgang i antallet af drægtige søer overalt, ikke mindst i Østeuropa og store lande som Spanien.

- Noteringen har - med mindre udsving - været stigende siden foråret 2008, og noteringen vil fortsætte med at stige i 2009. Foderpriserne er igen faldet, og bundlinjen for svineproducenterne vil igen i 2009 komme ud med pæne sorte tal, sagde formanden.

1. kvartal 2009             8,65*                           8,38                            (10,75)

2. kvartal 2009             8,53*                           9,58                            (11,75)

3. kvartal 2009             8,93                            10,50                           (12.00)

4. kvartal 2009             8,50                            (10,50)                        (11,50)

2009 i gennemsnit        8,65                            (9,74)                          (11,50)