Brasilianerne står klar til at blive praktikanter
PRAKTIKANTER: En række brasilianere står klar til at blive praktikanter hos danske landmænd.
- Der står en række brasilianere klar og håber på at få en praktikplads på 12 eller 18 måneder hos en dansk landmand, og det er ambitiøse unge mennesker, der gerne vil ud i verden og lære noget, siger Ove Gejl Christensen fra Dalum Landbrugsskole.
Brasilianerne har allerede gjort deres indtog i danske stalde, og en af de første praktikanter er såmænd vent hjem og blevet koordinator for de næste, der rejser ud.
- Vi har rigtigt gode erfaringer med praktikanterne, for selvom Brasilien ligger langt væk, så har de en mentalitet, der er let at forene med den danske, siger Ove Gejl Christensen.
En af de fynske landmænd, der har gjort sig erfaringer med de brasilianske praktikanter, er Jens Rasmussen fra Pindstoftegård ved Tommerup.
- Vi har to brasilianske praktikanter lige nu og én er på skole, siger Jens Rasmussen, der har en bedrift med 320 søer og opfedning af slagtesvin.
Smil og ansvar
- Det er ikke løgn, at der er fest og farver over feltet. De er altid lutter smil og er glade, når de møder om morgenen, siger Jens Rasmussen.
Samtidig er praktikanterne ambitiøse og videbegærlige.
- De er rejst ud i verden for at se noget og tage den viden med sig hjem, og på den måde minder de egentligt meget om danskere, der rejser ud, siger Jens Rasmussen, der som ung rejste til New Zealand.
Det betyder også, at mesteren er opmærksom på praktikanternes behov.
- De er praktikanter og ikke blot billig arbejdskraft, så de skal selvfølgelig prøve noget forskelligt. Men de er også gode til at tage ansvar, så de tilføjer virkeligt noget positivt, siger Jens Rasmussen.
Forventninger og interesse
Praktikanterne er målrettede og har høje forventninger.
- Brasilianerne kommer med nogle forventninger om at nå så meget som muligt, siger Ove Gejl Christensen.
- Det praktikanter, der kommer fra den gode ende af middelklassen, siger han og nævner eksempler på praktikanter, der kommer fra bedrifter i Brasilien med 10.000 ha jord.
- De er også interesserede i det samfund, de er en del af her, og de er meget sociale, siger Jens Rasmussen.
- Når de har fri, tager de ud og oplever noget, og det er da en fornøjelse at svare på deres spørgsmål om Danmark, siger Jens Rasmussen og tilføjer, at de på det punkt er meget anderledes end for eksempel østeuropæere, der holder sig langt mere for sig selv i fritiden.
Positive erfaringer
Der er på alle områder rigtigt gode erfaringer med de brasilianske praktikanter.
- Man kan såmænd give dem nøglen til det hele, for de kan sagtens kende forskel på mit og dit, siger Jens Rasmussen.
Der er mange gode grunde til at interessere sig for brasilianerne.
- De har gode sprogkundskaber, så de er lette at få ind som praktikanter, siger Ove Gejl Christensen og tilføjer, at blandt andet Lone Grube fra Centrovice anbefaler landmændene at ansætte flere brasilianere.
- Verden bliver mindre, og i nogle af de østeuropæiske lande er lønningerne blevet så gode, at det ikke længere er så attraktivt at rejse til Danmark, slutter Ove Gejl Christensen.







































