Kæmpe udvidelse af DLG Sjælland Nord i Ringsted
Land & Fritid i Ringsted indvier ny og ombygget butik den lørdag den 4. oktober 2008
Efter tre måneders byggerod er Land & Fritid på Jættvej i Ringsted nu klar med en ny og moderne butik på ikke mindre end 450 m2. Butikken, der er tegnet af SR-Tegnestue, fremtræder lys og åben og er bygget med to forskellige taghældninger, der gør butikken både hyggelig og samtidig lys og moderne.
Land & Fritid på Jættevej er den butik i Land & Fritidskæden der består af 43 butikker på landsplan, der har størst vækst. Sortimentet i Land & Fritid tæller mere end 10.000 varenumre, og her kan man finde alt fra foder og artikler til dyr, hus og haveartikler til telefoni og forsikring.
Styrker Teleshoppen
Samtidig med udvidelsen har DLG's teleaktiviteter »DLG Teleshop« fået sin helt egen placering i butikken. DLG Teleshop er at sammenligne med en moderne telebutik, der henvender sig til såvel erhvervskunder som privatkunder.
Land & Fritids filosofi er at yde en god service og rådgivning i forbindelse med køb af varer fra butikkens sortiment. En filosofi der i den grad opfyldes af butikkens fire ansatte, som gør en dyd ud af at servicere Ringstedbutikkens kunder. Personalet består udover af butikschef Maibritt Jespersen, af butiksassistent Lisbeth Mathiesen, teleansvarlig Sidsel Lysell Riisberg, hestefoderansvarlig Mette Moesgaard og lagermand Erik Møller Jensen.
3 nye kæmpesiloer
Bygeriet af tre kæmpe lagersiloer fra Kongskilde er ligeledes ved at nå sin afslutning. Kongskildeanlægget er et topmoderne kornlager med plads til 3 x 3 900 tons. Anlægget har et kornindtag med en kapacitet på 225 tons per time og er et af Nordeuropas mest moderne anlæg. Med udvidelsen har DLG sjælland Nord en samlet lagerkapacitet på Jættevej på 20.000 tons
Åbningen af den nye butik markeres med åbent hus lørdag den 4. oktober fra kl. 9.00 til 14.00, hvor der også vil være mulighed for at besigtige det nye kornanlæg.






































