Søg fiber og gylle på nettet
FIBERDATING: Søren Toft fra Patriotisk Selskab fortæller landmand Bent Rubæk om forbedringerne af portalen, hvor landmændene kan udveksle gylle og andre næringsstoffer.
- Da vi lancerede fiberdating.dk, troede vi egentligt, at det ville være husdyrbrugere med manglende harmoniareal, der ville være først på banen, men det viste sig at være planteavlerne, der har meldt siger, siger chefkonsulent Søren Thomsen fra Patriotisk Selskab.
Ideen om fiberdating opstod, da en del husdyrbrugere gerne ville udvide, men ikke kunne skaffe det nødvendige harmoniareal.
- Fiberfraktion kan man transportere længere end gylle, og rejectvandet kan køres direkte ud på markerne, hvor man kan fuldgøde med op til 168 kg N pr. ha, siger Søren Thomsen.
- Normalvis vil det kunne betale sig at transportere fiber 25-30 km, men det afhænger selvfølgelig af alternativet. For nogle vil det kunne betale sig at transportere det noget længere.
Mere end fiber
Siden portalen gik i luften, er fiberdatingen dog blevet udvidet.
- Da portalen startede, var der kun tale om fiber, men nu er det muligt at udveksle alle former for husdyrgødning, spildevandsslam og biokompost, siger Søren Thomsen.
Det bliver spændende at se, hvordan man kan holde kvælstoffet i fibrene, for folk skal have den mængde kvælstof, de bliver trukket for i gødningsregnskabet.
- På sigt bliver det et problem at skaffe tilstrækkelige mængder mineralsk fosfor. Det optager landmænd i for eksempel Canada meget, og herhjemme er der også eksempler på fosforfattig jord, forklarer konsulenten.
- Jeg tror, at der er fosfor nok indenfor Danmark til at dække behovet, men det skal omfordeles, og det kan fiberdating være medvirkende til, siger Søren Thomsen.
Virker som dba.dk
Fremgangsmåden på fiberdating.dk er den samme som på Den Blå Avis. Man kan se i hvilke kommuner der ønskes afsat gødningsprodukter og i hvilke kommuner hvor der er landmænd der ønsker at modtage.
- Det er gratis at oprette en profil og annoncer, og det tager kun få minutter, siger Søren Thomsen. Det gælder både producent og modtager.
Når man vil i kontakt med en annoncør, så koster det til gengæld et beløb at få kontaktoplysningerne.
- Kontaktoplysninger køber man med et klippekort, der koster 500 kroner og giver tre kontaktoplysninger. For medlemmer af Patriotisk Selskab er der rabat på klippekortet, siger Søren Thomsen.
Mere trafik
- Der skal være trafik på en portal for at skabe interesse, understreger Søren Thomsen.
Han vurderer, at der løbende skal være omkring 100 profiler for at skabe tilstrækkelig trafik og fastholde interessen for portalen.
- Det siger sig selv, at der er noget stille om portalen i sommermånederne, men her i løbet af efteråret og vinteren hvor forårsudbringningen planlægges forventer jeg, at der kommer flere til, siger han.
Maskinstationen kan byde
Jesper Løw Pedersen fra Nygaards Maskinstation er meget interesseret i at benytte fiberdating.dk.
- Jeg har faktisk planteavlere, der går og venter på, at jeg finder noget fiber til dem, siger sælgeren.
- Maskinstationen kan jo gå ind og byde for kunden, og vi har faktisk et samarbejde med en maskinstation i Nordjylland, der skal køre noget af den fiber ud, som vi administrerer, forklarer Jesper Løw Pedersen.
- Det er jo en af fordelene, at portalen netop er landsdækkende, siger Søren Thomsen og tilføjer, at man kan se i hvilket geografisk hjørne af en kommune annoncen er hjemmehørende.
Sikrer husdyrproduktionen
En af de landmænd, der har benyttet sig af portalen, er Bent Rubæk fra Ny Aalsmosegaard ved Skalbjerg. Landmanden driver en gård med 230 søer og opfedning af de cirka 6.000 grise, søerne producerer.
- Min husdyrproduktion var ikke sikret med mine gamle gylleaftaler, så derfor investerede jeg i et mobilt Kemira Miljø P812 Separationsanlæg, og jeg oprettede en annonce på portalen med fiberen, fortæller Bent Rubæk.
Landmanden blev dog ikke bestormet, og det mener han dels skyldes, at fibre er et nyt begreb.
- Umiddelbart skete der ikke så meget, da jeg oprettede annoncen, men måske er fibre så nyt og ukendt, at det har fået folk til at holde sig lidt tilbage, siger Bent Rubæk.
Han er dog ikke i tvivl om, at prisen på handelsgødning får stor betydning for afsætningen af fibre.
- Prisen på handelsgødning er jo steget meget, og det er svært at se, om den falder i takt med prisen på olie. Men det har i hvert fald gjort det lettere for mig at afsætte min fiber her og nu, siger Bent Rubæk.







































