Drænarbejde efter brak og traktortryk
AKTUELT: Dræntjek efter inddragning af brakarealer, men også almindelig vedligehold er topaktuelt entreprenørarbejde.
- Fortidens dræn har som hovedregel været lavet godt og beundringsværdigt på trods af, at det har været håndgjort. Den effektive drænfunktion varer imidlertid ikke i længden uden vedligehold, så det er tidsaktuelt arbejde, siger Jens Oldenbjerg, Tullebølle, der med firmaet Oldenbjerg ApS, har omfattende entreprenøraktivitet samtidig med almindelig landbrugsdrift fra 160 hektar.
Fra høst til ny efterårssåning er der kort tid til drænarbejdet i marken, men i år har der været tidligere start efter inddragningen af en del brakarealer til markdrift.
- Mange udtagne arealer var i forvejen mere vandlidende og dårligere jord, så efter at have været ude af drift, er der behov for reparationer med spuling, men også nye ledninger, siger Jens Oldenbjerg.
For eksempel er der på Tranekær Gods taget brak ind fra 1992, og gendrænet andre områder med nye hovedledninger med tilkobling af sidedræn, der i hvert tilfælde er spulet rene for okker inden fornyet tilslutning.
På Bjerrebygård bliver der også inddraget et brakareal, og dér hjælper gravemaskinen fra Oldenbjerg ApS med at få nedlagt anlægsrør til dræningen, og i forbindelse med nedlægningen er der valgt at bruge muslingeskaller, som forpagteren tillægger stor dræneffekt.
Nyt fra mark til mark
- Arbejdet med dræning er absolut ikke generelt, men nyt fra mark til mark og dermed oplevelsesrigt, når der inden selve arbejdets udførelse skal foretages afdækning af problemerne fra tidligere ledningsarbejde.
Landmændene kan for en del marker have det gamle dræningskort, som umiddelbart kan være en hjælp, men det opleves, at det praktiske arbejde kan være udført anderledes. Nyere nedgravning af diverse forsyningsledninger og kabler er i reglen ret målfaste.
- Det kan kræve lidt snilde fra min medarbejdere, men det skal lykkes, og det sætter de naturligvis en ære i. Nutidens hjælpemidler med laserteknik – såvel rørlaser som rotorlaser - og højtryksspulere fremmer arbejdsgangen og bidrager til effektiviteten, nævner Jens Oldenbjerg.
Han tilføjer, at det gamle nivelleringsapparat ikke må glemmes. Det bruges til at tjekke om laseren fungere, da man ikke uden videre skal forlade sig på teknikken.
- Traktortrykket har med tiden haft sin indflydelse på drænledninger, og ikke mindst på lavbundsjorde og den sorte jord, der samtidig af naturens vej også har sat sig efter første dræning.
Sænkning af hoveddræn
I nogle af disse tilfælde kan det lade sig gøre at få sænket hoveddrænene. Eksempelvis har Oldenbjerg ApS lige sænket en med 30-40 centimeter, og det vil formodentlig få god betydning fremover samtidig med okkerspuling af tilslutningerne.
- Med nutidens materialer, hvad enten det er de forskellige slanger eller anlægsrør (lukket eller perforeret), sikrer vi også stabile forløb, som for eftertiden er gode at vedligeholde ved påkrævet spuling, vurderer Jens Oldenbjerg.
Han er godt tilpas med det aktuelle tørre vejr, som betyder, at der kan køres overalt med dræningen, som alle syv medarbejdere kan være involveret i, nu hvor halmarbejdet er bragt til ende.
Med leverance af op mod 6.000 tons halm til Rudkøbing Varmeværk kræver det en forholdsvis stor sæsonbetonet mandskabsstyrke, men med entreprenørarbejde er der fortsatte arbejdsaktiviteter.
- Det gælder mange variationer: Anlæg og kloakering, nedbrydning, kystsikring, oprensning af vandhuller, naturgenopretning for HedeDanmark og jordarbejdet til svinestaldsbyggerier, og dem har vi heldigvis haft mange af, slutter Jens Oldenbjerg.
Læs tema om entreprenør, kloakering og dræning i Landbrug FYN nr. 40.







































