Handling omkring skuldersår præciseres
DOKUMENTATION: Hvis hurtig behandling kan dokumenteres, vil skuldersår af grad tre ikke nødvendigvis blive politianmeldt.
På baggrund af en udtalelse fra Det veterinære Sundhedsråd i oktober 2007, har Fødevarestyrelsen revideret sin vurdering af skuldersår, skriver Danish Meat Association.
De nye regler betyder, at skuldersår af grad tre, ikke nødvendigvis medfører politianmeldelse, hvis det kan dokumenteres, at soen er under behandling.
Samtidig skal ophelede skuldersår, der bliver konstateret på slagtede søer, ikke politianmeldes, når det ikke kan afvises, at landmanden ved passende behandling har sørget for, at såret er helet helt op.
Præcisering om skuldersår
Fødevarestyrelsen præcisere endvidere, hvordan man i praksis skal tage hånd om opståede problemer med skuldersår.
Hvis der i forbindelse med et besætningsbesøg konstateres et skuldersår af grad tre, skal soen enten aflives omgående eller flyttes til en sygesti med et blødt leje. Hvis der ikke handles omgående, kan det medføre politianmeldelse, idet grad tre skuldersår opfattes som uforsvarlig behandling af soen.
Transport af en skadet so
Fødevarestyrelsens retningsliner vedrørende skuldersår er vejledende, så det altid må bero på en konkret veterinær vurdering af, om der er tale om et groft uforsvarligt forhold, jf. dyreværnslovens § 20 om dyrlægens anmeldepligt.
Dette gælder også, hvis der er tale om transport af søer med skuldersår.
- Det er Fødevarestyrelsens opfattelse, at søer med skuldersår grad tre og fire ikke er egnede til længere transport (over cirka fire timer). Hvorvidt søer med sådanne skuldersår er egnet til kortere transport må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, skriver Fødevarestyrelsen blandt andet.
Fortsat samme fokus
Dansk Svineproduktion opfordre producenterne til fortsat at have samme fokus på skuldersår, på trods af myndighedernes ændringer omkring politianmeldelse.







































