IKKE MULIGT: Til trods for et nyt udbrud af bluetongue ved Grindsted er det ulovligt at vaccinere i området.
Med et nyt tilfælde af bluetongue i Grindsted har Fødevarestyrelsen nu igen konstateret bluetongue uden for vaccinationszonen, akkurat som ved udbruddet tæt ved Skjern i sidste weekend.
Men modsat tilfældet ved Skjern har Fødevarestyrelsen denne gang ikke udvidet vaccinationszonen.
- Det skyldes, at der ikke er mere vaccine i landet. Og så længe vi ikke har vaccinen, kan vi ikke vaccinere, siger dyrlæge i Dansk Kvæg, Magnus Højris. Han betegner situationen som »træls«, fordi der højest sandsynligt kommer flere tilfælde af bluetongue i de kommende dage/uger.
- Der kommer flere tilfælde, vi har bare ikke set dem endnu. Så det er klart, at jo flere dyr, vi kan vaccinere hurtigst muligt, jo bedre, siger han.
Offentligt tilsyn
Mistanken om bluetongue i besætningen ved Grindsted opstod allerede sidste tirsdag, da en af de tankmælksprøver, der tages som led i overvågningen af bluetongue, viste sig positiv. Der er cirka 60 køer plus opdræt i besætningen.
Inden for den seneste uge er fem besætninger i landet blevet sat under offentligt tilsyn – udover de allerede smittede besætninger. I alle tilfældene er tilsynet ophævet igen, efter at Veterinærdirektoratet har undersøgt forholdene nærmere.
I går var fire kreatur-besætninger i Danmark fortsat under mistanke for bluetongue.
Fødevarestyrelsen har meldt ud, at hele landet vil blive omfattet af vaccinationer i takt med, at det lykkes at skaffe vaccine. Det er ikke tilladt at vaccinere dyr uden for vaccinationszonen.