Det skulle have været høstvejr
HØST: Meteorologerne havde lovet opholdsvejr i weekenden, men i halvdelen af landet blev det til regn. Til gengæld lover de høstvejr i den kommende weekend.
Da vejrprofeterne i TV og aviser lovede tørvejr med mulighed for solskin i weekenden, var der mange landmænd, som forberedte sig på at få høstet en masse korn, og bjærget den halm, som endnu ligger på markerne.
Sådan gik det som bekendt ikke. I stedet for de anslåede 0-6 mm regn og pletvis solskin, var nedbørsmængden visse steder nær 50 mm.
Ifølge meteorolog ved Vejr2, Jesper Rasmussen, skyldtes det, at der opstod et uforudset lavtryk i det sydlige Sverige, så en front, der skulle have bevæget sig fra Nordtyskland over Østersøen til Baltikum, blev trukket ind over det sydøstlige Danmark. Her blev den hængende og åbnede sluserne over hovedsageligt Fyn, Sjælland og øerne.
Uforudsigelig periode
Usikkerheden i prognoserne skyldes, siger Jesper Rasmussen, at vi er i en periode, hvor fronter og lavtryk bevæger sig direkte mod Skandinavien. Meteorologernes modeller har svært ved at fange, hvordan lavtrykkene udvikler sig, fordi de i øjeblikket dannes forholdsvis tæt på Danmark i det østlige Atlanterhav og i Nordsøen.
- Det er svært at forudsige, hvor lavtrykkene danner sig. Det er lettere, når vi har dem lidt på afstand og kan følge en kurs på dem, forklarer han.
Men i denne uge ser det ud til at meteorologernes arbejde bliver lidt lettere.
- Det hele styres nu af et kraftigt lavtryk ved Island. Det gør, at en del svage fronter med byger bliver sendt ind over Danmark. Den situation kommer til at gælde frem til torsdag, som det ser ud nu, lød det fra Jesper Rasmussen i går middags.
Høst i weekenden
Der er dog tørvejr i horisonten, forudsiger Vejr2-meteorologen.
- Fra fredag og frem til søndag bliver det rimelig pænt med tørvejr og rolige vindforhold, hævder Jesper Rasmussen med nogen sikkerhed i stemmen og henviser til, at det har »prognoserne været enige om i nogle dage nu«. Og så plejer det altså at holde stik.
- Så hvis man har noget, der skal høstes, så er det dér, man skal planlægge det, anbefaler Jesper Rasmussen, men skynder sig at tilføje, at man skal huske at tage højde for tåge og dis i morgentimerne.
Bygerne trak henover det sydlige Danmark i weekenden. Allerede fredag eftermiddag faldt der eksempelvis 18 millimeter på rekordtid ved Kerteminde. Også lørdag og søndag stod på regnvejr.
- Vi fik os en høstfri weekend, fortæller driftsleder på Hverringe Gods, Rune Gjengedal, der dog søndag eftermiddag tog en tur til Nyborg for at se, om der måske var en mark på Juelsberg Gods, der drives af Hverringe, som kunne høstes. Men nej, her trak en kraftig byge netop hen over området.
- Vi har indtil nu fået 209 millimeter i august, mens der på Bøgebjerg (få kilometer fra godset, red.) er faldet 179 millimeter. Men det er en erhvervsrisiko, og vi håber da at komme i gang om en dag eller to, hvis det ikke bliver regn, lød det i går eftermiddags fra den nordøstfynske driftsleder.
Han vælger at se positivt på situationen. Således hjælper nedbøren til, at næste års afgrøder kan etableres optimalt. Dermed dannes et stærkt rodnet, ligesom tilfældet var efter sidste års våde august.
- Det har medvirket til, at vinterafgrøderne har modstået den tørre forsommer og derfor givet gode udbytter.