Sommerens tørke har ikke kun været hård ved kornafgrøderne. Også mange af spinatavlerne må i år indkassere et udbytte, der ligger noget under det normale.

- Selvom der er store lokale variationer, så forventer vi et samlet resultat, der ligger 25 procent under gennemsnittet, forklarer Henning van Veldhuizen, der er direktør hos Jensen Seeds A/S, Birkum på Fyn.

Han uddyber, at normaludbyttet er på 1.250 kilo spinatfrø pr. hektar, men i år lander gennemsnittet altså på lige omkring 1.000 kilo pr. hektar.

Lus og varme
Ifølge Henning van Veldhuizen er der to primære årsager til det lavere udbytte, nemlig tørken og betydelige angreb af lus.

- Tørken har været værst på Vestfyn, hvor vi ligeledes har set de mindste udbytter. Omvendt har vi høstet meget fine udbytter på Nordfyn, Østfyn, Tåsinge, Samsø og på Langeland, forklarer han.

- Udover tørken har lusangreb en stor del af skylden for årets udbyttetab. En stor del af de fynske marker har været hårdt plaget, fortsætter indehaveren.

Lave planter
Omkring 35 procent af spinathøsten er i hus. De seneste dages ustabile og regnfulde vejr har slået en del af spinatfrøene af på de resterende planter.

- På grund af tørken er spinatplanterne typisk lavere i år, og nogle steder har de været svært at undgå spild med de store 30-fods skærbord. Til gengæld er der høj kvalitet og god spireevne i de høstede frø. Her har de mange solskinstimer været en fordel, siger han.

Større udbyttesikkerhed   
Jensen Seeds har kontrakt med 180 spinatavlere, der tilsammen dyrker omkring 3000 hektar havefrø primært på Fyn.

Det lave udbytte af årets høst får nu konsekvenser for kontraktavlernes vilkår. Virksomheden er nemlig fast besluttet på at fastholde avlerne trods modgangen. Derfor vil man nu forsøge at forbedre basisafregningen i den kommende sæsons kontrakter.

- Vi vil prøve at skabe en større dyrkningssikkerhed for vores avlere, og derfor vil vi til næste sæson tilpasse kontrakterne, så avlerne får en højere basispris for de første leverede kilo frø, hvis aftageren ønsker det. Omvendt vil der så blive taget lidt af toppen, siger Henning van Veldhuizen.

Ifølge direktøren kommer ændringen som en reaktion på to sæsoner, hvor udbytterne har ligget lavt.

Højere priser
- Vores målsætning er, at det skal være 4.000 kroner bedre brutto pr. hektar at dyrke spinat frem for hvede, siger han.

Han mener, at spinat kan være et godt alternativ til raps eller kornafgrøder, da der er en god forfrugtsværdi i afgrøden.

- Derudover vil afregningsprisen på spinat næste år være den samme eller højere end i år. Den vil ikke følge kornprisen, som i øjeblikket ser ud til at være for nedadgående, forklarer han. 

Frø til eksport
Virksomheden har forud solgt sæsonens avl af spinatfrø til større udenlandske frøfirmaer.

 - Vi har især tegnet kontrakter med hollandske frøfirmaer, men en stor del af frøene går også til USA og Japan, fortæller Henning van Veldhuizen. Desværre bliver virksomheden også ramt økonomisk af de lavere udbytter. Men vi vil bestemt kæmpe videre med løftet pande, siger han. 

Virksomheden Jensen Seeds A/S er 46 år gammel. Henning van Veldhuizen, der har været ansat i virksomheden siden 1986, blev hovedaktionær tilbage i 1992.