BLUETONGUE: - Nemmere end forventet, siger mælkeproducent og dyrlæge om den første vaccinationsrunde.
Når både dyr og mennesker i forvejen er vant til flytning og håndtering, så glider det hele meget nemmere. Dén erfaring gjorde mælkeproducent Lars Kristensen, Flægkærgård ved Dalby på Nordøstfyn, sig i går, da besætningens 280 dyr blev vaccineret mod bluetongue som led i den obligatoriske vaccinations-runde, der netop er gået i gang landet over.
Det tog blot to timer, før det sidste stik med kanylen var foretaget i halsen på dyrene.
- Jeg troede, det ville tage meget længere tid. Men det hjælper også, når man har et fanggitter i stalden, sagde Lars Kristensen. Han anslår, at han sammen med en medhjælper har brugt i alt fire timer på at forberede vaccinationerne – blandt andet indfangede de tidligt i går morges cirka 40 kvier i engene og placerede dem i mobile fangefolde, så de var klar, da dyrlægen dukkede op.
Lars Kristensen havde fået feriemedhjælper Marlene Køthe til at hjælpe med at holde styr på dyrenumre og notere ned, mens dyrlægen arbejdede sig igennem besætningen. I mellemtiden sørgede Lars Kristensen for at gøre dyrene så tilgængelige som muligt for dyrlægen.
Ikke på noget tidspunkt var der stress på.
- Det har slet ikke været bøvlet. Og tidsforbruget er heller ikke noget særligt. Der er bestemt ikke noget at pive over i forhold til den risiko, der er, hvis vaccinationerne ikke bliver foretaget, sagde Lars Kristensen, og forklarede:
- Flere europæiske lande har jo haft udbrud i større stil, og det har vist ikke været sjovt. Så når vi nu kan vaccinere imod det, så er det jo bare fint. Jeg er ret overbevist om, at hvis det havde været frivilligt at vaccinere, så havde vi også gjort det.
Kødkvæg besværligt
Dyrlæge Jens Esmann, Rynkeby Dyreklinik, var også tilfreds med arbejdet.
- Hvis alle besætninger var lige så nemme som den her, så kunne vi hurtigt få vaccineret en masse dyr. Jeg har i det hele indtrykket af, at landmændene får tingene til at glide, og er gode til at låne fangefolde hos hinanden, sagde Jens Esmann.
Den fynske dyrlæge havde i går eftermiddags vaccineret de første 1000 dyr, heriblandt enkelte kødkvæg.
Netop kødkvægene er en stor udfordring at vaccinere, selv om de står bundet, fortalte Jens Esmann.
- De er langt vildere, tidskrævende – og farlige. Men sådan er det. Når vi er gået i gang, så skal alle dyr med, sagde han.
Jens Esmann vender tilbage til Lars Kristensens besætning den 26. august for at gennemføre anden runde af vaccinationerne.