Rejseholdet med information om det meget omdiskuterede vaccinationsprogram har afsluttet sin landsdækkende turné på Sjælland. Fødevarestyrelsen og Dansk Kvæg ved Peder Phillip har været rundt for at forklare og forsvare et program, der i den grad risikerer at skabe anarkistiske tilstande blandt kvægholderne landet over, men sandsynligvis især vil gøre det i det nordsjællandske.

Argumenter for at ændre væsentlige beslutninger omkring vaccinationsprogrammet er mange og vægtige, og i Nordsjællands Landboforening er der stor forståelse for medlemmernes frustrationer, hvis dette ikke lykkes.

Fra både kødkvægsbesætningerne og malkekvægbesætninger med ungkreaturer på udsendt afgræsning udtrykkes det bredt, at det er en urimelig opgave at gennemføre vaccinationen inden indbindingsperioden.

Mange besætninger i det nordsjællandske er for eksempel udlejet til ekstensiv afgræsning, men også »hjemmegående« besætninger vil risikere at blive så »kulrede« af jagten med sprøjten, at der frygtes for aborter og andre skader på kvæget, men også for alvorlige personskader.

Derfor skal vaccinationen selvfølgelig først køre i forbindelse med indbindingen til efteråret.

 

Samtidig anses det for lige så urimeligt, at udgifterne til vaccinationerne skal bæres af de besætningsejere med klovdyr, der tilfældigvis befinder sig i vaccinationszonen.

Mange af de mindre besætninger er allerede besluttet nedslagtet inden vaccinationen, fordi det i forvejen er mere end svært at skabe fornuftig økonomi i denne nødvendige, men alt for billige naturpleje.

Udgifterne til vaccinationerne skal naturligvis dækkes af besætningsejerne i hele landet.

De vil jo alle have den samme fordel af gennemførelse af programmet.

Egentlig burde nordmænd og svenskere også spytte i kassen for at sygdommen forsøges stoppet her i landet.

Men et forsøg, - det er vi netop bange for at det bliver, hvis ikke det gennemføres på rimelige og fornuftige vilkår.

Indtil nu er kun halvdelen af besætningerne tilmeldt programmet og der vil være alt for mange anarkister, der ikke slutter op omkring det, som det foreligger nu. Fra foreningens side opfordrer vi naturligvis ikke til nogen form for anarkisme, men vi vil med vore medlemmer på det kraftigste opfordre til at genoverveje vaccinationsprogrammets tidsperiode og udgiftsfordeling.

Nordsjællands Landboforening ved formand Herdis Dam og næstformand Søren Jensen