Roedyrkere overvejer stadig at købe sukkerdivision
Sukkerroedyrkerne ser fortsat mulighed for at købe Daniscos sukkerdivision sammen med tyske Nordzucker.
Roedyrkerne vurderer, at en pris på 5-7 milliarder kroner for divisionen er i den høje ende, og kan godt forestille sig en pris under det niveau. Det siger formanden for de svenske sukkerroedyrkere, Otto von Arnold, til Reuters ifølge nyhedsportalen epn.dk.
Otto von Arnold skal angiveligt have oplyst, at det fortsat er en mulighed for sukkerroedyrkerne at indgå som købere af Danisco Sugar sammen med Nordzucker, og at sukkerroedyrkerne for øjeblikket diskuterer forslaget med Nordzucker.
- Vi har et samarbejde med de danske roedyrkere, og så har vi jo prøvet først med Tereos, og nu prøver vi så at se, om vi kan komme med Nordzucker i stedet for Tereos, siger Otto von Arnold ifølge epn.
Kun Nordzucker tilbage
For nylig trak franske Tereos sig fra budkampen om Danisco Sugar, og dermed er det angiveligt kun tyske Nordzucker, der stadig er interesseret i at overtage Daniscos sukkerforretning.
- Forhandlingerne med potentielle købere af Sukker er gået ind i den afsluttende fase. Vi arbejder dog fortsat hen mod en separat børsnotering af Sukker inden udgangen af kalenderåret 2008, medmindre et regulært salg viser sig at skabe større værdi. Vi sigter efter, at bestyrelsen kan fremlægge et forslag for Daniscos aktionærer på den næstkommende generalforsamling. Vi vil efterfølgende evaluere vores kapitalstruktur, sagde Danisco-topchef Tom Knutzen i en kommentar, da Danisco forleden fremlagde årsregnskabet.
Pebret pris
Ifølge Tereos ville Danisco ikke acceptere et bud fra et konsortium bestående af Tereos og de danske sukkerroedyrkere, og samtidig synes det franske selskab, at prisen for Danisco Sugar er blevet for pebret.
- På den ene side er prisen blevet presset godt op. Nordzucker har erklæret, at de er villige til at betale op mod en milliard euro. På den anden side er den fremtidige rentabilitet af aktiviteterne meget usikker. De skandinaviske roedyrkere har krævet prisstigninger, men der er endnu ikke blevet lavet en aftale. Derfor frygter Tereos at skulle betale mere for roerne, påpegede Tereos ifølge epn.