Klovsundheden er i orden på Holmelund
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Trods en masse begyndende forhorninger af klovene, er klovsundheden på Holmelund på Fyn bedre end i de fleste besætninger.
- Søernes klove ser fine ud her, siger faglig chef Hans Aae, Vitfoss, da Effektivt Landbrug følger ham under hans tjek af klovene i en fynsk sobesætning på 900 søer.
Trods den milde dom har mange af søerne alligevel begyndende forhorninger under klovene, og mange af dem har skæve klove, der betyder, at de kun går på den yderste klov, men Hans Aae forsikrer, at det hører til den absolut bløde ende af skalaen på klovproblemer, når han sammenligner med andre sobesætninger.
- En forhorning virker som en »sten i skoen«. Den kan hæmme soen i dens gang og i at rejse og lægge sig normalt i farestalden. Det kan både betyde flere ihjellagte grise, skuldersår, og at soen ikke æder og drikker som den skal, forklarer han.
- For lange klove og biklove kan betyde, at de bliver revet af, og hvis klovene er skæve, gør det søerne ømbenede, fordi de skal kompensere, når de går.
Inde ved formiddagskaffen var såvel ejer af besætningen, Lars Hansen, Holmelund, driftsleder Anders Jensen og de øvrige ansatte enige om, at klovproblemer og halte søer ikke er et nævneværdigt problem i besætningen.
Da Hans Aae har efterset søernes bagklove i den ene farestald, støder driftsleder Anders Jensen til, og er glad for at høre, at han ikke har vurderet situationen helt forkert.
Alligevel kan han godt se problemet i de begyndende forhorninger, i skæve klove, samt de klove og biklove, der er for lange.
- Måske skulle vi lige klippe de klove, der er for lange, inden søerne forlader farestalden, foreslår Anders Jensen, da han kan se, hvor roligt søerne bliver liggende, selvom Hans Aae holder ved søernes ben og klove, når han efterser dem.
Så går snakken om, hvor meget man må klippe af, og om man eventuelt endda kunne slibe forhorningerne lidt, hvis søerne ligger stille nok.
Hans Aae efterser udelukkende bagklovene i farestalden af nemheds hensyn.
- Det giver et godt et billede på, hvor grelt problemet er i besætningen, og så er eftersynet hurtigt foretage, når søerne ligger stille i farestalden. Man skal bare ikke komme lige op til fodring, siger han.
- To mænd kan efterse omkring 100 søer på en time, hvis den ene tjekker mens den anden noterer, forklarer han.
- Vi efterser udelukkende for forhorninger, som scores 0 - 3, for længden af klove og biklove, samt skæve klove, for det er det almindeligste herhjemme. I USA er der flere problemer med revnede klove, men det ser vi ikke så ofte herhjemme, oplyser han.
Læs mere om svinefokus i Effektivt Landbrug fredag 27. juni.







































