Omkostningspres på maskinstationer
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Siden januar 2007 er omkostningerne øget med to millioner kroner på en mellemstor maskinstation. 40 procent skyldes andre ting end stigende oliepriser.
Stigningen i omkostninger for en mellemstor maskinstation med en omsætning på 15 millioner kroner om året er på to millioner kroner siden 1. januar 2007. Beløbet er resultatet af beregninger foretaget af Hans Sønderup, Sønderup-Suldrup Maskinstation, i samarbejde med hans revisor.
Hans Sønderup reagerer på en udtalelse fra Erik Groth, chefkonsulent i Landsforeningen Danske Maskinstationer, hvor han giver udtryk for, at maskinstationerne er nødt til at justere priserne på opgaverne som følge af olieprisstigninger.
- Det er ikke kun olie, der stiger i pris, der er også mange andre ting, der bliver dyrere. Kun 60 procent af prisstigningerne skyldes stigninger på olie. 40 procent af stigningerne skyldes andre ting, understreger han.
- Pointen er, at det ikke kun er energi, der er steget. Der er behov for fokus på, at det også er en række andre ting, der er blevet dyrere, tilføjer Hans Sønderup, der har mellem 15 og 20 ansatte.
- Det ender med et stort underskud i regnskabet, hvis ikke der tages højde for det i priserne. Der skal lægges gennemsnitlig 14 procent på regningerne, vurderer han.
Ifølge Hans Sønderups beregninger er omkostningerne øget med 12 til 18 procent. Ved gylleudbringning og finsnitning er det mere end 14 procent, mens det ved sprøjtning er mindre end 14 procent.
Hans Sønderup er bange for, at nogle kolleger reagerer for langsomt på prisudviklingen, og han frygter, at der er nogle maskinstationer, der inden for kort tid får det meget svært.
- Nogle tror, at hvis bare der er meget at lave, så går det nok, men sådan er det ikke, tilføjer han.
- Blandt landmænd er der en generel forståelse for, at vi skal have noget mere for opgaverne. Enkelte ringer op og synes stigningerne er noget store, mens andre giver udtryk for, at »du skal tjene penge, eller har vi dig ikke mere«, forklarer han.
Hans Sønderup synes, at han har en virksomhed, der har en passende størrelse og giver basis for en sund forretning. En stor del af arbejdet på Sønderup-Suldrup Maskinstation er for kvæglandmænd, for hvem de blandt andet passer 600 hektar majs og tendensen er flere opgaver i majs.
Han har en meget fast kundekreds og laver næsten ingen tilbud.
- Kun meget få kunder spørger om prisen på en opgave – måske to ud af 100, men alle skal naturligvis kende prisen på ydelserne, slutter Hans Sønderup.
Læs resten af maskinfokus i Effektivt Landbrug tirsdag 24. juni.







































