Firma har succes som totalleverandør
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Firmaet Milktech tilbyder alt lige fra staldbyggeri til levering af malkerobotter. Landmændene er begejstrede for totalkonceptet.
Firmaet Milktech, der ligger i Hørning ved Århus, har specialiseret sig i at levere totalløsninger til mælkeproducenter, der står overfor udvidelser eller nybyggerier.
Kunderne er, ifølge firmaets direktør Jacob Westergreen, meget begejstrede for konceptet med at levere alt lige fra selve staldbyggeriet til køle- og malkeanlæg.
- Vi får meget positive tilkendegivelser fra vores kunder, som er mælkeproducenter i alle størrelser. De fleste landmænd i dag har ikke tid til at være byggeleder på deres nye byggeri, når de samtidig skal passe deres mælkeproduktion. Det undgår de ved at vælge en totalleverandør, siger Jacob Westergreen.
- Vi oplever desuden, at landmændene værdsætter, at de ikke har ansvar for, at alle byggeriets dele er korrekte og passer sammen. Det sikrer, at landmanden stort set ikke kan få ekstraregninger udover det beløb, der er aftalt for hele entreprisen, siger han.
Jacob Westergreen oplyser, at Milktech er det eneste danske firma, som har specialiseret sig som totalleverandør af landbrugsbyggeri, hvor malkeanlæg indgår i entreprisen.
Udover totalkonceptet, så vil Milktech også konkurrere på pris. Firmaet har lige siden starten i 2006 fået produceret og galvaniseret deres staldinventar i Kina.
- Stålets godstykkelse er den samme, og kvaliteten er fuldt på højde med det, europæiske producenter kan levere. Til gengæld er prisen langt mere attraktiv, og vi har sikret os ved at lave en aftale om først at betale inventaret, når det er leveret, understreger Jacob Westergreen.
Han forklarer videre, at firmaet specielt opnår store besparelser på at få produceret et fanggitter i Kina, da det består af mange forskellige dele.
Milktech blev etableret den 22. maj 2006 af Jacob Westergreen og Karsten Nielsen.
Karsten Nielsen er indehaver af søsterselskabet Agriteknik. Agriteknik er et VVS-, El-, køle-, og malkefirma, som har eksisteret siden 1997. Firmaet er desuden et af landes største Strangko forhandlere.
Milktech er importør af Fullwood-malkerobotten Merlin og Fullwood malkestalde.
- Begge firmaer arbejder tæt sammen. Milktech udfører typisk alt arbejde, der vedrører montage, service, el-arbejde og vvs, siger Jacob Westergreen.
Vagn Christensen Gilbjerggaard i Glejbjerg har valgt Milktech til at opføre hans nye kostald, hvor malkningen foregår med fire nye Merlin-malkerobotter. I alt har han seks robotter.
Stalden hos Vagn Christensen er den første, Milktech opfører som totalentreprenør.
- Jeg er godt tilfreds med forløbet. De begyndte 10. januar, og stalden blev færdig 9. juni, siger Vagn Christensen.
Milktech leverer udover byggeriet også alt i inventar og udstyr til stalden. Det betyder, at Vagn Christensen slipper for at ringe til en række forskellige leverandører under byggeriet, og det er en stor fordel, oplyser han.
Han tilføjer, at prisen også var to millioner billigere end det næstbedste tilbud, som han modtog.
Den nye stald bygges i forlængelse af den eksisterende stald, og i alt er der 320 sengepladser. Stalden indrettes med fire rækker sengebåse på hver side af et smalt foderbord, hvor der fodres med et hængebaneanlæg fra Mullerup.
Læs resten af det store tema om kvægstalde i Effektivt Landbrug Weekend lørdag 7. juni.







































