Bekæmpelse af kartoffelskimmel
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Kartoffelskimmel kan kun undgås ved forebyggende svampesprøjtninger. To af ti mulige svampemidler er nye.
Knapt er kartoflerne spiret frem, før der må tænkes på bekæmpelse af kartoffelskimmel. Det er dog ikke muligt på forhånd at forudsige skimmelrisikoen i 2008 eller at udforme en basisstrategi, der kan dække alle avleres behov gennem hele sæsonen.
- Hidtil er der ikke konstateret skimmel, men de tidlige kartofler er langt fremme i væksten, så strategien bør lægges, siger landskonsulent Lars Bødker.
- Kartoffelskimmel kommer nu tidligere og optræder i mere aggressive former, men kan dog stadig forebygges effektivt med de svampemidler, der er til rådighed. Der er flere skimmelmidler på markedet, som kan kombineres, så pris og effekt modsvarer den enkelte avlers behov, bemærker Lars Bødker.
- De senere år har vist, at det er for risikabelt at vente med behandling til rækkelukning på grund af den tidligere forekomst af mere aggressive typer af skimmel. Det er derfor vigtigt at følge med i vejrudsigten og være opmærksom på risikoen for skimmelvejr, kartoflernes vækststadie og følge registreringsnettet for kartoffelskimmel på Planteinfo, opfordrer Lars Bødker.
På grund af risikoen for jordsmitte, er det vigtigt at undersøge markerne allerede fra fremspiringen. Det gælder specielt marker, hvor der er mindre end tre-fire år mellem kartofler, og hvor der var skimmel, sidst der blev dyrket kartofler.
- Husk at behandle første gang fra kartoflerne er 15-20 centimeter høje, når der er udsigt til skimmelvejr (>10 timer, 10 grader C og en luftfugtighed >88 procent) i mere end to dage, anbefaler landskonsulenten.
- Kartoffelskimmel kan kun undgås ved forebyggende svampesprøjtninger, det vil sige før skimmelsporerne spredes og inficerer bladene. Det er vigtigt at slå fast, at ingen svampemidler kan bekæmpe skimmel, når der først er synlig skimmel i afgrøden. Etablerede angreb kan i bedste fald kun sættes lidt tilbage.
- I langt de fleste år begynder angrebene i det midt- og sønderjyske område og breder sig nordpå. I Holland og England sprøjter man første gang med svampemidler forud for den første skimmelfavorable periode efter fremspiring
I Danmark findes lige nu 10 svampemidler på markedet til bekæmpelse af skimmel: Acrobat, Elevtis, Dithane NT, Tridex, Shirlan, Tyfon, Ranman, Ridomil Gold, samt Revus og Curzate M 68.
- De to sidstnævnte har fået godkendelsen i år og bidrager rigtig godt til varieret valg af forebyggende middel mod kartoffelskimmel, siger Lars Bødker og bemærker, at udvikling af resistens mod en svamp kan undgås eller forsinkes ved at variere eller blande svampemidler med forskellige virkemekanismer.
Om Revus fra Syngenta nævnes, at det indeholder mandiopropamid, som optages lokalt i bladet, og de senere års afprøvning i Danmark har vist en meget god virkning mod kartoffelskimmel i hele vækstsæsonen. Ud over den forebyggende effekt kan Revus (0,6 liter pr. hektar pr. sprøjtning) desuden give en god beskyttelse af nytilvæksten, men er uden effekt mod kartoffelbladplet. Revus må kun anvendes i halvdelen af det samlede antal sprøjtninger og med maksimalt seks behandlinger pr. år.
Curzate M 68, som er lanceret af DuPont, indeholder cymoxanil og mancozeb. Cymoxanil trænger ind i bladene og kan have en kurativ effekt en til to dage efter infektion. Curzate M 68 skal anvendes forebyggende, men er også velegnet i perioder med høj infektionsrisiko.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug Weekend lørdag 31. maj.