Amerikanerne forsøger sig med skrappe midler mod salmonella
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Natriumchlorat er endog særdeles giftigt for dyr, mennesker og miljø. Alligevel forsøger amerikanske forskere at fodre det til svin for at få has på salmonella.
Salmonella er et omfattende problem i USA, som myndighederne nu også er begyndt at interessere sig for. Et nyligt afsluttet forsøg viser gode resultater med tilsætning af lave doser natriumchlorat (NaClO3) til foder eller vand med henblik på at mindske omfanget af salmonella i besætningerne.
Ulempen ved brugen af stoffet er blot, at det er særdeles farligt for såvel mennesker som miljøet.
En amerikansk undersøgelse har vist, at totredjedele af alle svinebesætninger i visse amerikanske stater er inficeret med salmonella. Det oplyser nyhedsportalen Engormix.com.
Ligesom det er tilfældet for de fleste lande i øvrigt, har USA ikke et salmonellaprogram, der blot tilnærmelsesvis kan måle sig med det danske.
Amerikanerne er dog godt klar over, at salmonella i besætningen koster på både sundheden og på produktiviteten, og smitten fra dyr til mennesker er også kommet mere i fokus, og man overvejer flere løsningsmodeller for at reducere problemet.
Et nyligt afsluttet forsøg, der er gennemført af forskere i Texas og støttet af det amerikanske landbrugsministerium, USDA, har vist, at hvis natriumchlorat fodres i små doser, virker det effektivt mod Salmonella typhimurium og E. coli O157: H7 i såvel svin som kvæg.
Ifølge engormix.com kan stoffet hermed anses for en teknisk løsning til at nedbringe koncentrationen af salmonella og E.coli i besætningerne.
Selvom erfaringerne med stoffet endnu er sparsomme, foreslår Engormix at stoffet kunne tilsættes foderet eller vandet til husdyr, inden de sendes til slagtning. Og det selvom det selvsagt ikke løser de sundhedsmæssige eller produktionsmæssige problemer gennem dyrenes opvækst.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug fredag 30. maj.







































