Polymerbeton redder silobunden
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Et seks centimeter tykt lag polymerbeton, CF2, sikrer bunden i køresiloen i mindst fem år.
Det kan nås endnu.
Inden køresiloen igen skal fyldes med ensilage er der god grund til at kigge på bundens beskaffenhed. Når den aggressive ensilagesaft har hærget i få år, kan køresiloens bund ligne alt andet end en glat og tæt overflade. I kombination med sætningsrevner kan der være risiko for udsivning og på det praktisk plan kan løse sten fra betonen være et særdeles irriterende bekendtskab.
For LVK ViloFarm forestår firmaet Topbeton arbejdet med at efterbehandle bunde i køresiloer med et særligt polymerbetonprodukt.
- Herefter garanterer vi for vedhæftningen i fem år, siger direktør Jørn Ytting fra Topbeton om metoden, der kan give en holdbar reparation af en hærget silobund.
Før en silobund kan forsynes med et cirka seks centimeter tykt lag polymerbeton, CF2, som produktet benævnes, skal den renses grundigt med højtryksrenser.
- Vi godkender og står dermed inde for at forarbejdet er grundigt nok udført, forklarer Jørn Ytting om processen.
- CF2-betonen er tyndtflydende og sprøjtes eller pumpes ud på arealet, der skal behandles. Herefter flyder materialet selv sammen og lukker meget tæt. Efter seks-syv timer er det faktisk tørt, men vi forlanger, at der går minimum 48 timer til hærdning før siloen kan anvendes.
Det tynde lag polymerbeton kan både anvendes til at reparere en gammel silobund og til nye siloer. Også i en ny silobund kan Topbeton tilbyde at lægge CF2 beton ud ovenpå en flade af grovbeton.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug onsdag 7. maj.









































