Landini Landpower traktorerne kommer nu i en ny serie, der tæller fem modeller med betegnelserne Top-Tronic, Top og Techno.

Modelserien har fået en kraftig opdatering, blandt andet i form af et helt nyt design og markedsføres nu i Landpower T-3 versionerne 125, 135, 145, 165 og 180. Alle med nye Iveco T-3 motorer.

De nye motorer har mekanisk regulering af brændstofpumpen og leverer effekter fra 117 til 171 hestekræfter, afhængig af model. Slagvolumen i de sekscylindrede motorer er på 6728 kubikcentimeter og leverer et drejningsmoment fra 515 Nm på Landpower 125 og op til 720 Nm på den største model, LandPower 180.

Med denne nyskabelse har Iveco formået at fremstille en mekanisk styret motor, der lever op til de højeste krav om mindst mulig forurening, samtidig med at have den største smidighed samt evne til at sejtrække helt ud over det sædvanlige.

På LandPower modellernes nye design er motorhjelmen hængslet bagtil og åbnes med et enkelt greb. Hjelmen åbner bagud og giver således helt fri adgang til motoren og alle de vigtige servicesteder.

Modelseriens tranmissionssystem, TopTronic kendetegnes ifølge importøren, Præstbro Maskiner, ved et meget lille effekt tab. Det skyldes, at der kun er to hydrauliske koblinger i systemet.

Transmissionen har tre koblingsfrie gear, hydraulisk vendegear, samt en ekstra koblingsknap på hovedgearstangen, som kan bruges ved alle udkoblinger, men især udmærker sig ved gearskifte med hovedgearstangen.

TopTronic transmissionen er forberedt til 50 kilometer i timen, men er droslet ned til 40 kilometer i timen. Dette giver en såvel en komfortabel som en økonomisk landevejskørsel med lave omdrejninger på motoren.

Landpowers største model har en enkel transmission med ét koblingsfrit gear, hvilket giver 72 frem 72 bak.

Versionen Landpower Techno har en helt mekanisk transmission med 36 frem 36 bak.

Det hydrauliske system har en kapacitet på 67,7 liter pr. minut på Landpower 125 og 135 og på 187 liter pr. minut på de tre største Landpower modeller 145, 165 og 180.

De hydrauliske udtag kan leveres med op til fem dobbeltvirkende sektioner.

Af den øvrige udstyrsliste fremhæver importøren Landinis egen frontlift, front PTO samt affjedret foraksel, der har intrigerede og oliekølede bremser.

Præstbro Maskiner oplyser, at de første af de ny Landpower T-3 med Iveco T-3 motorer allerede kører som demonstrationstraktorer rundt omkring i landet.

Læs mere om maskinfokus i Effektivt Landbrug tirsdag 29. april.