Manganmangel er dyr
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Manganmangel er det, vi taber mest på i Danmark, siger konsulent. Tromling, GPS-kalkning, reduceret jordbehandling og valg af gødning ser ud til at kunne mindske problemet.
- Det er for sent at sprøjte med mangan, når afgrøden viser mangelsymptomer. Hvis der er erfaring for manganmangel, skal man køre forebyggende, siger Erik Grønning Nielsen, som er produktkonsulent hos DLG Østjylland i Hedensted.
- Mangansulfat som pulver er billigst, men vi anbefaler det flydende NitraMan, som virker bedre og hurtigere, og som er helt uproblematisk at bruge, tilføjer han.
Erik Grønning Nielsen så gerne, at der blev lavet forsøg, som kunne dokumentere fordelene ved at anvende det lidt dyrere produkt.
- Med positionsbestemt kalkning går man ud og doserer kalk nøjagtigt der, hvor der er brug for det, siger Erik Grønning Nielsen. Man kan ramme det økonomisk optimale og undgår både at underkalke og at overkalke.
- Hvis man har marker med uens jord, er GPS-styret kalkspredning det eneste rigtige, men hvis man har store, helt ensartede arealer, er fordelene mindre, fortsætter han.
Erik Grønning Nielsen skønner, at 50 procent af kalkspredningen foretages med GPS-styring.
- Det bliver mere og mere udbredt. Vi har samarbejdsaftaler med maskinstationerne, og når de køber nye maskiner, er det altid med GPS-udstyr, oplyser han.
- Landmænd tilpasser sig hurtigere, end vi nogensinde før har set. De bliver mere og mere professionelle og har et hurtigt øje for, om det nye er noget for dem, vurderer Erik Grønning Nielsen.
Han oplyser, at DLG udtager jordprøver for landmanden, som får resultaterne på en CD, som konverteres videre til GPS på maskinen.
- Der er stor efterspørgsel og stor fremgang i salg af tromler, fordi jorden skal pakkes, siger Kaj Pedersen, som er direktør hos Maskinfabrikken Dalbo vest for Vejle.
- Der er meget mere fokus på at undgå manganmangel, og en af årsagerne er nok, at prisen på afgrøderne er steget til mere end det dobbelte. Hvor man tidligere tromlede, hvis man kunne nå det, er det i dag blevet sådan, at man altid skal have tromlet, forklarer han.
- Det vigtigste er at lave et jævnt, ensartet såbed, understreger han.
- Efter pløjning med furepakker sås med såsæt med frontpakning – en 80-90-80 Levelflex med hydraulisk styret lamelplanke, anbefaler Kaj Pedersen.
I stedet for Levelflex kan man også behandle en gang med MaxiRoll med lamelplanke.
Kaj Pedersen fortæller, at et tysk blad har skrevet, at »MaxiRoll med lamelplanke er mere end en tromle«, fordi den kan erstatte en harvning og lave det perfekte såbed.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug torsdag 24. april.







































