Svinepest hos danskere i Slovakiet
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Det danskejede selskab Pig Agro s.r.o. i det vestlige Slovakiet har fået konstateret svinepest. Cirka 8.000 grise er allerede blevet slået ned og destrueret, mens en ejendom med knap 4.000 søer står for skud i den kommende uge. I alt er seks ud af selskabets syv svineproduktioner i karantæne.
De kan kun se til. Sådan er situationen for de tre danske hovedinvestorer i selskabet Pig Agro s.r.o., der har plante- og svineproduktion spredt ud over den vestlige del af Slovakiet.
- Situationen er i myndighedernes hænder nu og tiden må vise, hvad det kommer til at betyde for vores selskab, konstaterer medejer og talsmand for Pig Agro ejerkreds Christian Nors.
Og det er ikke nogen behagelig situation, som de danske ejere står i. For en uge siden, den 14. april, blev der konstateret svinepest i en svinebesætning på en opfedningsafdeling i byen Dolne Semerovece. Her er cirka 8.000 grise nu blevet slået ned og destrueret af myndighederne.
På en so-ejendom ved byen Jesenske er der også mistanke om svinepest. Her vil besætningen i den kommende uge blive slået ned. Det drejer sig om 3.800 søer, knap 10.000 smågrise og 1.600 sopolte.
De øvrige fem af de svineproduktioner, som selskabet ejer i Slovakiet, er med undtagelse af en enkelt, der ikke har modtaget grise fra nogen af de andre gårde, nu i karantæne.
Ifølge Christian Nors kan smittekilden muligvis være fra vildsvin.
- Myndighederne ved, at der er vildsvin, der bærer svinepest i området. Smitten kan så muligvis blive overført af fugle, mus eller rotter. Det er svært at beskytte sig i mod sådan en mus, siger en ærgerlig Christian Nors.
Pig Agro´s farm i Dolne Semerovce var den første i denne omgang, der har fået konstateret svinepest i Slovakiet. Som følge har EU-kommissionen besluttet, at nedlægge forbud mod al eksport af levende svin og svinekød fra Slovakiet.
Pig Agro står for en betragtelig andel af svineproduktionen i Slovakiet. Christian Nors vurderer, at der samlet er omkring cirka 30-40.000 søer i hele Slovakiet. Af dem står danske investorer og selskaber for cirka 15.000, hvoraf alene Pig Agro har de 5.000 søer.
- Hvad det kommer til at have af konsekvenser, at vi nu har fået konstateret svinepest, er svært at sige, før vi kender resultatet af myndighedernes undersøgelse, siger Christian Nors.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug tirsdag 22. april.






































