Vinterrapsen har en god konkurrenceevne overfor ukrudt. Der er dog nogle undtagelser – kamille for eksempel – som skal bekæmpes med Matrigon her om foråret, når vejret er til det.

Temperaturen er nemlig afgørende for en god virkning. Perioder med høj luftfugtighed og høje dag- og nattemperaturer i dagene før og efter sprøjtningen giver de mest optimale forhold for sprøjtearbejdet.

- Det er vigtigt at vente på varmt vejr. Ellers virker Matrigon ikke. Temperaturen skal i hvert fald over 12 grader og helst op i nærheden af de 15 grader, før der sprøjtes – og gerne med udsigt til et par gode, varme dage efterfølgende, siger planteavlskonsulent Torben Føns, Sønderjysk Landboforening. Han tilføjer, at der skal sprøjtes først på dagen, så afgrøden har hele dagen til at optage det temperaturfølsomme middel.

- Det er den aktuelle opskrift, men det kan selvfølgelig være, at vi senere bliver nødt til at gå på kompromis, hvis det kølige vejr fortsætter lang tid endnu. Så kan kamilleplanterne få en størrelse, hvor vi er nødt til at bekæmpe dem, selv om det kun er 12 grader varmt, siger Torben Føns.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug torsdag 10. april