Folk skal ud at røre ved landbruget
(LANDBRUG FYN) Det er vigtigt at få folk ud at se, hvad vi laver, og hvordan dyrene har det, siger den nye formand for Åbent Landbrug Fyn.
- Hvis vi vil accepteres som en del af samfundet, er vi nødt til at fortælle, hvad det er, vi går og laver - og være stolte af det, vi laver. Det gælder også den landmand, som måske er fodboldtræner eller har andre kontakter uden for landbruget.
- I det hele taget er kontaktlandmændene et meget vigtigt element. Og flere undersøgelser har da også vist, at vi i landbruget slet ikke har så dårligt et image, som nogle journalister vil fortælle.
- Det er vigtigt, at folk også lægger mærke til alle dem, der ikke kører gylle ud, lige når der er konfirmation - i stedet for kun at fokusere på de få, der træder ved siden af.
Det siger gårdejer Hans Dam, Frørup, der netop er blevet valgt som ny formand for det fynske udvalg for Åbent Landbrug (tidligere Samfundskontakt Fyn, red.). Han afløser Kristian Nielsen, Brobyværk, der allerede sidste år meddelte, at han ville stoppe.
Hans Dam (46) er agronom. Han har været planteavlskonsulent i Skanderborg og derefter på Agrogården i Ringe. I 1987 overtog han sin fødegård, Aagaarden i Frørup, og planen var at drive gårdens dengang 30 tønder land som fritidslandbrug ved siden af konsulentjobbet.
- Jeg var kun ansat på Agrogården i halvandet år, fortæller Hans Dam, for efter fusionen af de tre landboforeninger i Ringe, Haarby og Svendborg var der ikke arbejde til os alle sammen. Jeg havde lige overtaget gården, så det var et dårligt tidspunkt at blive fyret på.
- Jeg havde nogle vikaropgaver et par somre men startede samtidig en mindre slagtesvinsproduktion på en forpagtet ejendom i Øksendrup. Det var i efteråret 1990, og vi kunne levere 1.800 slagtesvin om året.
- Senere har jeg været heldig at købe nabogården til. Vi har lavet om til søer herhjemme, og vi har smågrise og slagtesvin på den anden ejendom. I dag har vi ca. 100 søer, og fremover vil vi sælge nogle smågrise - og fortsat fede ca. 2.500 slagtesvin op om året.
- Derudover har vi 10.000 burhøns, der producerer æg, som vi leverer til Danæg. Gårdens areal er i dag på 52 ha, hvoraf 42 dyrkes, mens resten er eng, krat m.m. Vi driver i alt 105 ha og har gylleaftaler med yderligere 40 ha.
- Om seks år træder nye regler i kraft, som betyder, at vi ikke længere må have de bure, vi har nu. Så stopper vi nok med høns. Måske går vi så over til at have løsgående søer - i henhold til nogle nye regler, som træder i kraft samtidig.
- Jeg startede som skolekontaktlandmand for nogle år siden, og i årenes løb har jeg blandt andet kørt landbrugsspil, og vi har en del skoleklasser - og nogle spejdere - på besøg.
- Jeg kom med i Landbrugets Samfundskontakt Fyn, der nu har skiftet navn til Åbent Landbrug, da den seneste fusion i Agrogården fandt sted. Da kom der folk med fra de forskellige foreninger, og jeg er udpeget af Agrogården.
- Åbent Landbrug er et utrolig vigtigt område. Jeg lægger vægt på, at folk kommer ud på gårdene og »rører« ved landbruget, så de ser, hvad vi laver, og hvordan dyrene har det. Jeg er også med i »Spor i landskabet«. Det er vigtigt, at folk føler, at de gerne må gå der.
- Udvalget holder møder fire gange om året - samt efter behov. Budgettet på Fyn er 276.000 kroner, som vi forsøger at bruge, så der kommer mest mulig kendskab til og forståelse for landbruget, påpeger Hans Dam, der blandt aktiviteterne nævner Det Fynske Dyrskue, Høstfest i Odense City, Landbruget kommer til byen, besøg af skoleklasser på forskellige landbrug, Grøn Søndag m.m.
- Som formand får jeg et vederlag, så jeg kan købe mig fri fra arbejdet, når det er nødvendigt. Når man går ind i det, har man sagt ja til at bruge den tid, der skal bruges, fastslår Hans Dam. Han understreger, at Åbent Landbrug har en utrolig god konsulent i Judith Lynggaard. Hun sørger blandt andet for, at der sker nye ting de forskellige steder og varetager i øvrigt en række praktiske opgaver.
Hans Dam betegner sig selv som en gennemsnitslandmand. Han betoner, at formandsskiftet ikke vil medføre nogen revolution, men at der fortsat skal ske en rolig udvikling.
- En vigtig opgave er at få udvalget til at samarbejde, siger den nyvalgte formand. Jeg er lidt rund og rummelig og har ikke så skarpe albuer. Men jeg kan nok fortælle, hvad jeg mener, alligevel. Jeg har også forståelse for dem, der ikke er landmænd - og dem, der sommetider klager.
- I øvrigt er vi stolte på Fyn. Vi har lige fået en sang i Højskolesangbogen, så der har landbruget også sat sit præg. Sangen, der har nummer 344, vandt en konkurrence i forbindelse med Høstfest i Odense City for et par år siden.
TEKST OG FOTO: ANDERS KURT SIMONSEN








































