Endnu to SDM-køer med 100.000 kg mælk
Rækken af fynske sortbrogede køer, der passerer 100.000 kg mælk i livsydelse, synes ingen ende at tage.
Men det er fortsat en præstation, som Avlsforeningen SDM - Dansk Holstein i Fyns Amt markerer til ære for besætningsejere og køer, fastslår den fynske SDM-konsulent Claus Petersen.
Forleden var han sammen med formanden for foreningen, Carsten Hedegaard, Måre, på besøg hos Lene og Erik Larsen på Knabegård i Brobyværk for første gang for at hædre en ko i besætningen for denne milepæl.
Det drejede sig om ko nr. 1127, der gennem alle årene været en særdeles højtydende dame. Med en gennemsnitsydelse på næsten 12.000 kg mælk årligt har det derfor gået hurtigt med at runde »det skarpe hjørne«. I kontrolåret 2001-2002 var SDJ Print datteren den tredje højestydende SDM-ko på Fyn.
Ligesom tre andre fynske besætninger, og så har Elaine og Flemming Pedersen i Håstrup nu for tredje gang fået en krans til en ko med over 100.000 kg mælkeydelse.
Denne gang drejede det sig om ko nr. 831 efter VE Otto. Den har tidligere høstet opmærksomhed flere år på Det Fynske Dyrskue og på Vinterskuet i Odense Congress Center.
- Fælles for begge køer er i øvrigt en særdeles høj kåring for malkeorganer. Nr. 1127 fra Broby er kåret med 91 og nr. 831 er kåret med 94 point. Det meget højt, pointerer SDM-konsulent Claus Petersen, og tilføjer, at gode malkeorganer er det vigtigste for holdbarheden for køerne, hvilket også alle avlsmæssige analyser tidligere har vist.
FOTOS: CLAUS PETERSEN








































