Traktorstatistik: New Holland slutspurter med det lette kavaleri

(EFFEKTIVT LANDBRUG) John Deere skal ikke føle sig for sikre på førstepladsen i 2006. Kun otte traktorer skiller duellanterne ved udgangen af november.

Det kan næsten ikke blive mere spændende. November måneds opgørelse for nyregistrerede traktorer gør kampen om den samlede førsteplads for hele året til en ren gyser.

New Holland leverede i november måned tre nyregistrerede traktorer mere end rivalen John Deere, der fik nummerplader på 39 traktorer. Dermed indhenter New Holland lidt af det tabte og er nu kun otte traktorer efter John Deere.

Det kan ydermere aflæses i statistikken, at det er i klassen af mindre traktorer fra 40 til 140 hestekræfter, new Holland sætter ind med sin slutspurt. Og omvendt befæster John Deere sin stærke position med otte traktorer i klassen over 200 hestekræfter mod to i denne størrelsesklasse fra New Holland. Frem til og med november måned er mere end hver tredje stortraktor i plus 200 klassen nemlig en John Deere.

Claas traktorerne viser sig, lidt overraskende, at sælge mange traktorer i den store klasse over 200 hestekræfter. I hvert fald til og med november måned, hvor mærket har placeret sig på en flot andenplads, når årets første 11 måneder tælles sammen.

Af andre mærker, der klarer sig godt i den høje ende af skalaen, er de to Agco-mærker Massey Ferguson og Fendt. Man siger ikke for meget ved at påstå, at kun halvdelen af traktormærkerne i 2006 reelt gjorde sig gældende blandt stortraktorerne. Det betyder dog ikke, at vi ikke vil se de øvrige til de tungeste opgaver på danske marker, og hvis der ikke allerede er modeller til rådighed, så er de på vej.

Vanen tro, slår de enkelte måneders traktorsalg de seneste år. Endda så eftertrykkeligt, at man må fristes til at konkludere, at det går rimeligt i dansk landbrug.

Med 188 nyregistrerede traktorer i november måned er niveauet 50 enheder højere end de foregående år, og det vidner om stor fornyelse i traktorparken.

Nu giver traktorsalg med henblik på afskrivningsmuligheder i årets sidste måned ikke nødvendigvis nyregistreringer i samme måned. Men kunne det lykkes at rulle 216 traktorer ud til landmændene i december måned, ville den psykologiske grænse på 3.000 nyregistrerede traktorer til danske landmænd i 2006 være passeret. Ifølge de prognosemagere, der arbejder med landbrugets indtjening i det kommende år, vil det blive sværere at nå de 3.000 traktorer til næste år.

Kilde: ND Data A/S.

Læs også