De små er tilfredse

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Landboforeninger kan også blive for store, mener nogle af de små af slagsen i den kommende Region Nordjylland.

Efter at have været skilt i 120 år, finder de to landboforeninger i Thy sammen igen fra årsskiftet. Det thylandske landøkonomiske Selskab og Landboforeningen Nordthy går sammen i det, der, hvis det står til fusionsudvalget, kommer til at hedde LandboThy.

Afstemninger på generalforsamlinger den 28. februar i de respektive foreninger skal sikre den endegyldige accept, men det skulle efter sigende blive en formsag.

Selvom fusionen arbejdsmæssigt vil virke fra den 1. januar, vil den så formelt være en realitet den 1. marts - på dagen, hvor medlemmerne af Vesthimmerland Landboforening (VHL) og LandboNord skal stemme om en lignende sammenlægning. En sammenlægning, som formand i VHL Henrik Dalgaard Christensen gerne havde set omhandlede alle landboforeninger beliggende i den kommende Region Nordjylland. Men de drømme deles ikke i Thy.

- Jeg synes, det er for stort. Jeg kan ikke se, hvorfor det hele skal være så kæmpestort. Vi går ind for nærhed - at medlemmerne har en vis tilknytning til os, og jeg tror, at en så stor fusion vil koste os medlemmer, siger Niels Eriksen, der er formand for Det thylandske landøkonomiske Selskab.

Han mener sagtens, at de to Thy-foreninger kan levere den service, de tilsammen 800 medlemmer kræver på nuværende tidspunkt.

- Vi er kendt for at have en god korpsånd og levere en anerkendt rådgivning, og jeg synes, vi har været dygtige til at tiltrække unge, dygtige medarbejdere. Det behøver man ikke at være stor for at kunne gøre, mener Niels Eriksen, der dermed ikke ser ud til at være styrmanden, der får visionen om én stor landboforening i Nordjylland tilbage på rette kurs. I hvert fald ikke lige i øjeblikket.

- Det er ikke aktuelt - overhovedet. Men på sigt kan det slå os ihjel, hvis vi ikke kan skaffe kvalificeret arbejdskraft. Og vi mister også 30-40 medlemmer om året, så jeg kan jo ikke vide det på sigt, men lige nu går det godt, siger Niels Eriksen.

Den lille Læsø Landbohusmandsforening har i øjeblikket et samarbejde med LandboNord, der stiller rådgivning til rådighed for de omkring 13 aktive og flere deltidslandmænd, der findes på øen.

Formand for foreningen Hans Thomsen har ikke hørt om fusionen mellem Vesthimmerland Landboforening og LandboNord, men han ser heller ikke en fusion som vejen frem for hans forening.

- Jeg tror ikke, det bliver anderledes for vores vedkommende. Vi får den rådgivning og de arrangementer, vi ønsker, og rejseproblematikken vil altid være til stede. Vi er godt tilfredse med den nuværende ordning i øjeblikket, siger Hans Thomsen, der dog ikke vil udelukke et tættere samarbejde i fremtiden.

- Om det på et tidspunkt bliver mere eller måske med andre, kan jeg af gode grunde ikke svare på, siger han, med henvisning til sine manglende spådomskundskaber.

Nordjysk Familielandbrug blev indbudt til fusionsforhandlingerne, men de takkede nej. Blandt andet fordi Hobro-Aalborg Landboforening også gjorde det.

- Jeg kan godt se fornuften i at centralisere rådgivningen, men nu vælger vi at afvente. Og spørgsmålet om én landboforening kommer jo op løbende, og så skal vi nok overveje det igen, siger formand Jens Kristoffersen, der dog også er bange for, at de nordjyske husmænd kan blive væk blandt de store.

Læs også