Dyretransporter: Justitsministeriet udskyder EU-regler

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Justitsministeriet erkender, de ikke når at færdiggøre en uddannelse til chauffører af dyretransporter, som EU kræver fra 5. januar. Transportbranchen jubler.

Der var lagt op til panik før lukketid i transportbranchen: Inden den 5. januar 2007 skulle alle cirka 1500 chauffører, der beskæftiger sig med dyretransporter, have gennemgået en uddannelse, der gjorde dem særligt egnet til den form for transport. Men som beskrevet i Effektivt Landbrug i fredags, var Justitsministeriet endnu ikke klar med uddannelsen, og nu har de valgt at udskyde kravet i et år.

Dansk Transport og Logistik (DTL) glæder sig over, at der nu er tid til at udvikle en uddannelse, chaufførerne kan bruge til noget.

- Uddannelsen er vigtig, for dyretransporter skal foregå så ordentligt som muligt og med god dyrevelfærd for øje. Derfor glæder vi os over, at den uddannelse, som alle skal igennem i løbet af 2007, får et indhold, der gør, at uddannelsen er livslang, siger Lisbet Hagelund, konsulent i DTL, der repræsenterer de danske transportvirksomheder.

Justitsministeriet begrunder i en fax udskydelsen med, at arbejdet med at etablere uddannelsen »desværre er blevet forsinket af flere grunde.« Af de punkter, der har voldt problemer, er blandt andet en stillingtagen til det nærmere indhold af uddannelsen, hvordan eksaminatorernes uafhængighed sikres og hvem, der skal kunne udbyde uddannelsen.

Forslaget til udskydelsen vil fremgå af et udkast til en bekendtgørelse om uddannelse i transport af dyr, som Justitsministeriet sandsynligvis sender i høring senere på måneden.

Læs også