Intet problem med dyretransporter
(EFFEKTIVT LANDBRUG) SMARTE VOGNMÆND: Svineproducenternes formand mener ikke, at de vognmænd, der tirsdag aften blev udråbt som fuskere og dyremishandlere i TV-Avisen, bryder loven. De har bare fundet et hul i lovgivningen.
Torben Poulsen, formand for Danske Svineproducenter, forstår ikke al virakken omkring TV-Avisens indslag tirsdag aften, hvor flere vognmænd blev udråbt som lovbrydere og dyremishandlere.
- Der er nogen, der har fundet et hul i lovgivningen, hvor de kører efter danske regler herhjemme og efter tyske regler i Tyskland. Det ser jeg intet problem i. Og der er ingen beviser i indslaget for, at dyrene ikke får vand. I stedet går TV-Avisen bare ud fra, at de ikke gør det. Men det er jeg 120 procent sikker på, de gør, siger han til Effektivt Landbrug.
Torben Poulsen hæfter sig også ved, at de danske særregler i forhold til resten af EU ikke giver mening.
- EU’s Veterinærudvalg har lavet undersøgelser, der viser, at 0,42 kvadratmeter er det bedste til 100 kilo dyr. I Danmark tror vi så, det gavner, når vi laver en lov, der siger 0,42 kvadratmeter plus 20 procent. Men det gavner ikke dyrevelfærden. I stedet har svinene mere plads til at rutsche rundt på, siger Torben Poulsen.
Han henviser også til, at når svin skal flyves rundt, er det tilladt at stille svinene tættere med det argument, at de vil rutsche mindre.
- Men flyene letter én gang og lander én gang, mens en lastbiler bremser, accelererer og drejer hele tiden. Det har dyrene ikke godt af. Man burde lave regler efter, hvad der er bedst for dyrene. Alt andet er tåbeligt, mener Torben Poulsen, der ikke har meget til overs for SF’s landbrugsordfører, Kresten Touborg, der kræver skrappere regler.
- Hvis SF har en undersøgelse, der viser, at mere plads øger dyrevelfærden, vil jeg gerne se den. Men den findes ikke. Dog vil jeg gerne bakke op om 4 timers transporter, hvis det kommer til at gælde for alle EU-lande, siger Poulsen.
Og netop de danske særregler er det, der går formanden mest på. Han mener, at Danmark snart til at overveje sit medlemskab af EU.
- Hvorfor skal vi være med i et fællesskab, hvis vi alligevel altid skal have særregler, spørger han.