Pløjefri patriot
(LANDBRUG FYN) Det er svært at være planteavler i dagens Danmark, men Hans Boesen tror på fremtiden.
Der er sjældent kamp om pladserne, når posterne i landbrugets fagudvalg skal besættes. »Vi har ikke tid«, lyder det ofte fra travle landmænd, som hellere vil bruge kræfterne hjemme på bedriften.
Hans Boesen havde da også en lille snak med tiden, før han i torsdags sagde ja til en plads i planteavlsudvalget på generalforsamlingen i Patriotisk Selskab.
- Organisationsarbejde rykker ved den tid, man har til andre ting. Men nu er vores bedrift kørt i stilling med gode, faste medarbejdere, børnene bliver også større, så nu skulle der være lidt mere tid til, at jeg kan tage hjemmefra, siger den 46-årige landmand fra Veflinge, der driver Stenagergård Markbrug I/S sammen med kollegaen Ole Sloth Nielsen i Tellerup ved Gelsted.
Det vestfynske landbrugsselskab driver i alt 800 hektar inklusiv forpagtning og producerer cirka 17.000 slagtesvin om året. Så der er nok at se til for både ejerne, de fire faste medarbejde og den unge landbrugselev, som sammen sørger for, at både markerne, der dyrkes pløjefrit, og dyrene bliver passet ordentligt.
Hans Boesen boede i et parcelhus i Morud, da han i 1996 dannede Stenagergård Markbrug I/S sammen med Ole Slot Nielsen. I 1999 købte han Damgård Padesø på Skovmøllevej i Veflinge, hvor han bor sammen med sin kone, Charlotte, der er ingeniør og underviser på HTX linien på Odense Tekniske Skole, og deres tre børn Mads, Signe og Sofie. I 2002 købte han en gård mere i Rold, ligesom der i den mellemliggende periode blev købt mere jord til.
Når det gælder arbejdet i Patriotisk Selskabs planteavlsudvalg, så regner Hans Boesen først og fremmest med at kunne bidrage med sin viden som husdyrproducent.
- De andre medlemmer er rene planteavlere, så jeg håber, at jeg kan tilføre udvalget nogle ting omkring udnyttelse af gylle. I dag er man næsten nødt til at have en husdyrproduktion for at overleve som landmand, og så er det vigtigt at få udnyttet gyllen optimalt, siger Hans Boesen, der har stor ekspertise på området, idet selskabet kører cirka 15.000 kubikmeter gylle ud hvert år.
- I øjeblikket sker det med slangevogn, men vi overvejer, om en del af gyllen skal nedfældes, så den bliver udnyttet endnu bedre, tilføjer han.
Den vestfynske landmand lægger ikke skjul på, at det er hårdt at være planteavler i dagens Danmark. Mange har svært ved at få økonomi i tingene med de aktuelle jord- og ejendomspriser. Nogle steder giver landmænd rask væk over 200.000 kroner pr. hektar og 6.000 kroner pr. hektar i forpagtning.
- Så høje er jordpriserne heldigvis ikke i vores område endnu, og det håber jeg heller ikke, de bliver. Jeg er ikke interesseret i at købe jord til over 200.000 kroner pr. hektar – i hvert fald ikke som tingene ser ud i øjeblikket, siger Hans Boesen, der dog grundlæggende er optimistisk på planteavlens vegne.
- Der bliver mindre og mindre produktionsjord og flere og flere til at spise kornet, så der er bestemt en fremtid for dansk planteavl. Vi ser en tendens til højere kornpriser, og jeg tror, de vil stige yderligere. Desuden dukker der nye områder op i horisonten, produktion af bioætanol for eksempel, siger Hans Boesen, der som svineproducent også er interesseret i højere kornpriser.
- Når kornpriserne er høje, så er der ikke så mange, der vil producere svinekød, og så får man en højere pris på verdensmarkedet, siger han.
Når den vestfynske landmand holder fri, står han ofte på sidelinien i den lokale idrætsklub for at se sine børn spille fodbold. For nogle år siden tryllede han også selv med kuglen, men et brækket ben satte en stopper for aktiviteterne på banen. I stedet tager han sig nu af bestyrelsesarbejde i Morud Idrætsforening som ungdomsformand for fodboldafdelingen.
- Jeg går også lidt på jagt, men jeg er nået der til, hvor der gerne må følge en god frokost med. Sådan var det ikke tidligere, der var selve jagten det vigtigste, fortæller Hans Boesen, der aldrig savner aktiviteter:
- Når man har en gård, så er der altid noget at lave. Man bliver aldrig arbejdsløs.
TEKST: EBBE MORTENSEN







































