Roe-både overtegnet
(LANDBRUG FYN) Der er allerede tegnet ca. 350.000 tons sukkerroer til transport i pramme fra Fyn til Nakskov. Det er gået over al forventning, siger initiativgruppens formand Henrik Terp, så nu oprettes der ventelister.
De fynske landmænd vil ikke give slip på sukkerroerne, selv om sukkerfabrikken i Assens lukker efter denne fabrikkens sidste sæson siden starten i 1884. Driftsleder Henrik Terp, Sanderumgaard, der er formand for den initiativgruppe i Dyrkerforeningen til Assens Sukkerfabrik, der for tiden undersøger, om der er interesse for transport ad søvejen til fabrikken i Nakskov, siger, at det er gået over al forventning.
- Der er faktisk overtegnet, siger Henrik Terp. Vi havde sat som mål mellem 250.000 tons og 300.000 tons, og vi har tegnet omtrent 350.000. Det bliver så det tal, som vi planlægger ud fra. Det betyder ikke, at vi afviser flere tilmeldinger. Tværtimod vil jeg gerne opfordre alle med interesse for sagen til at melde sig, men indtil videre vil de komme på venteliste.
Henrik Terp oplyser, at man er gået i gang med forhandlinger med Daniscos ledelse, og at det skrider hastigt frem.
- Vi er utroligt glade for opbakningen og interessen. Vi fortsætter planlægningen, som tager udgangspunkt i, at der skal sejles fra Assens havn til Nakskov. Vi har også fået henvendelser fra jyske landmænd, der gerne vil høre, om de kan komme med.
- Det vil vi naturligvis se på, siger Henrik Terp videre, men oplyser, at der skal foretages mange beregninger, som kan sikre, at beslutningsgrundlaget er i orden, ligesom forretningsgrundlaget skal være i orden for at benytte andre havne end Assens.
- Jeg tror, at vi meget snart er derhenne, hvor vi kan ansætte en direktør til at forestå det videre arbejde. Vi er i gruppen meget optimistiske og tror på, at planerne har store muligheder for at blive realiserede.
TEKST: LEIF HANSGAARD






































