Præcision i måling af celletallet
(EFFEKTIVT LANDBRUG) En ny celletalsmåler fra firmaeet Milktech gør det muligt at vurdere celletallet mere præcist end CMT-testen. Det kan lette det forebyggende arbejde, vurderer mastitis-ekspert.
Firmaet Milktech tilbyder nu en mælketester. Navet er Porta SCC Milk Test, og med den i hånden kan man teste celletallet temmelig præcist indenfor fyrre minutter. Hvis man bare ønsker et cirkatal, kan testeren give det indenfor fem minutter.
Testen udføres ved at følge en simpel 1-2-3 procedure. Tag en dråbe mælk på en testpind, tilsæt derefter lidt aktivaktor væske, og resultatet kan efter endt udvikling aflæses på den digitale måler.
- Der findes andre testere på markedet - blandt andet en fra firmaet DeLaval, som koster mellem 18.000 og 20.000 kroner, men generelt bruger de fleste bare cmt-testen, som kun giver en indikation af celletallet. Med de nye testere kan man få et mere præcist billede. For eksempel om celletallet er på vej ned hos en behandlet ko, eller om det er på vej op hos en ko, man har under mistanke for mastitis, siger Morten Dam Rasmussen, seniorforsker med speciale i området malkning samt klarlæggelse og belysning af årsagsfaktorer til mastitis fra Danmarks Jorbrugsforskning.
PortaSCC er udviklet i USA, og den kan hurtigt identificere køer med et højt celletal til forholdsvist lave omkostninger.
Daglig overvågning af det somatiske celletalsniveau og tendenser giver et indgående kendskab til besætningens sundhed. Og celletalsmåling kan blandt andet bruges i forbindelse med tidlig påvisning af mastitis, goldko styring, effektiv opfølgning på behandlede køer, undersøgelser af yversundhed ved køb og salg samt månedlige sundhedsundersøgelser.
Henrik Nielsen er driftsleder på en gård vej Glejberg i Sydvestjylland med 280 malkekøer, og han har prøvet apparatet.
- Vi købte det for en måned siden, fordi vi havde et celletal, der var kommet for højt, og så ville vi gerne kunne tjekke tallene. Og der har den faktisk ramt inden for 30.000 til 40.000, så det skal de ikke klandres for da, siger Henrik Nielsen.
Han bruger også måleren til at tjekke cirka 10 procent af de kælvende køer.
- Man får jo en fornemmelse for, hvilke køer, der har problemet, og derfor tester vi ikke alle. Men man kan jo også vælge at teste hver pat, for ofte er det jo kun en kirtel, den er gal med, og så kan man undlade at malke den med, siger Henrik Nielsen.
Selve testeren kan købes til en introduktionspris på 1.850 kroner og derudover skal man så bruge testpapir, testpind og aktivatorvæske.
- Vi kører med tre forskellige størrelser, og hvis man køber den største pakke med 500 stk. testpapir, koster det cirka syv kroner pr. test, fortæller direktør i Milktech Jacob Westergreen, som foreløbig har solgt omkring 70 eksemplarer af den nye måler til danske mælkeproducenter.
Tests af den nye måler viser, at den rammer ligeså præcist som laboratorietests.
- Den har lidt problemer, hvis mælken er tyk og klumpet, fordi testpinden kun optager dråberne, og den kan ikke registrere, hvis celletallet kommer over tre millioner. Men når det kommer derover, er der heller ikke meget tvivl om, at den er gal. Vores kunder er godt tilfredse, selv om der er enkelte, der gerne ville have den til at virke lidt hurtigere, så man ikke skulle vente fyrre minutter på det endelige resultat, siger Jacob Westergreen.
Milktech har indgået et samarbejde med Strangko’s salgs- og servicenter med hensyn til salg og demonstration af produktet.






































