Skinnende rene stalde
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Skidtet preller af i svinestalden, og dermed forsvinder en væsentlig del af lugten også. Udviklingen af en højteknologisk rengøringsløsning går i gang i september, og om alt går som forventet, vil landmænd i fremtiden kunne producere svin næsten lugtfrit.
Overflader i stalde, der er så glatte, at snavset preller af. Og selvrensende overflader på eksempelvis malke- og vådfodringsanlæg, der selv opløser møg og bakterier. Det kan føre til landbrug, der lugter mindre og oveni hatten give bedre fødevaresikkerhed i fremtiden.
- I stalde og malkeanlæg rengører man med højtryksspuler og sæbe. Selvom man desinficerer, vil der fortsat være en tynd film af bakterier. Vi håber, at denne teknologi kan medvirke til at få det helt rent, fortæller Niels Henrik Lundgaard, sektionsleder i Dansk Landbrugsrådgivning.
Metoden går ud på at belægge overflader med en blanding indeholdende titaniumoxid. Det nedbryder skidt og bakterier, når det kommer i forbindelse med sollys, og på den måde renser overfladen sig selv. Metoden kaldes også fotokatalyse.
- Vores mål er at afdække, hvilke muligheder der er for at arbejde med såkaldt passiv højteknologi. Det betyder, at man i stedet for at bruge en masse energi og penge på at udvikle tekniske løsninger, i stedet udvikler materialer, som allerede fra fødslen kan forhindre udvikling af for eksempel lugt og ammoniakfordampning, forklarer Niels Henrik Lundgaard.
- Hvem siger, at en gyllekanal skal være lavet af beton, spørger sektionslederen, som tilføjer, at den lige så vel kunne være lavet af stål eller plast.
- I sidste ende handler det om den bedst mulige effekt og økonomi for landmanden, fastslår Niels Henrik Lundgaard.
Projektet gennemføres i samarbejde med Teknologisk Institut, starter i september og varer to år.





































