I det stærkt voksende marked for trailersprøjter melder Hardi sig nu med en 2.200 liters trailersprøjte til de mindre og mellemstore landbrug i et nyt design. Der er tale om Hardi Ranger trailersprøjte med bombredder fra 12 til 21 meter.

Sprøjten har en fremadhældende 2.200 liter stor polyætylentank placeret med en optimal vægtfordeling og effektiv omrøring.

Ranger sprøjten kan køre med to forskellige, men allerede kendte Hardi bomme. Den kraftige og driftssikre SPB-bom i 18, 20 og 21 meter, og dels den mere fleksible PRO bom til de mindre brug i 12, 15, 16 og 18 meter bredder og maksimal 2,5 meters transportbredde. Begge typer af bom har trapez-ophæng.

Betjeningen er meget enkel.

Hardis kendte manifoldventiler gør betjeningen af Rangers væskesystem enkel. Alle funktioner er placerede i en zone på venstre side af sprøjten. Med Spraybox II kan trykregulering og bomsektioner nemt betjenes fra førersædet i traktoren. Ved opgradering med for eksempel HC 2500 betjeningssystemet kan en nøjagtig væskemængde opretholdes uafhængigt af sprøjtens hastighed.

Ranger trailersprøjtens hjulaksel giver mulighed for variabel sporbredde på mellem 1,5 og 2 meter. Ved hjulstørrelser med 11.2 X 38 dæk opnår sprøjten en frihøjde på 72 centimeter.

Udstyret med ParaLift bomhøjdejustering bydes på flere muligheder for justering i forhold til afgrøden, hvilket ifølge fabrikanten er unikt for en sprøjte af denne type.

En 250 liters rensetank med rensesystem i tanken giver mulighed for nem og hurtig vask af hovedtanken i marken. Blandt ekstraudstyret kan et præparatfyldeudstyr bygges på sprøjten og give en sikker og nem håndtering af plantebeskyttelsesmidlerne.

Ydermere oplyser Hardi, at Ranger kan tilpasses den enkelte kundes specielle ønsker med en bred vifte af ekstraudstyr.