Der er mellem 10 og 15 procent mere at hente pr. hektar for nogle af landets kartoffelavlere, hvis blot de sætter kartoflerne lidt tættere.

Det mener kartoffelkonsulent i Hedens og Fjordens Landbrugscenter, Kim Madsen.

- Det er især avlere af stivelseskartofler, som kan sætte kartoflerne lidt tættere. Alt afhængig af læggekartoflens sort, størrelse og vækstbetingelser er en optimal læggeafstand 25-28 centimeter, siger konsulenten.

Forklaringen er, at mange moderne sorter som for eksempel den hollandske Kuras ikke udnytter eventuelt ekstra plads til at lave knolde, ligesom mange af de »gode gamle«, men forældede sorter gjorde før i tiden - hvor de i øvrigt også havde mere kvælstof at boltre sig med.

- Kuras er et eksempel på en sort, som ikke sætter flere kartofler af betydning, selv om den får plads, siger Kim Madsen, der samtidig henviser til, at det koster det samme i maskinomkostninger og udgifterne til kemikalier om der høstes 350 eller 450 tønder stivelseskartofler pr. hektar.

- Eneste udgiftsforøgelse er de ekstra fem tønder læggemateriale til cirka 700 kroner pr. hektar. Dette opvejes allerede ved ekstra 10-12 tønder stivelseskartofler pr. hektar, siger Kim Madsen.

- Når man ser på avl af kartofler til konsumindustrien/pakkerierne, ligger det optimale plantetal længere nede. Igen alt afhængig af anvendelsesformål, sort, størrelsen på læggekartoflerne og eventuel vandingsmulighed på arealet.

- Der vil blive flere fine små kartofler, som passer godt til mindre pakninger af kartofler. Der bliver ligeledes færre grønne, hule og for store kartofler. Dette giver en bedre og dermed billigere sortering af kartoflerne, og sidst af alt, men ikke mindst, flere tønder færdigvare pr. hektar, forklarer Kim Madsen.

- Derfor vil jeg opfordre især avlere af stivelseskartofler, men også nogle af de andre kartoffelavlere, til at sætte kartoflerne lidt tættere. For eksempel bør spisekartofler generelt have en størrelse på 30-50 millimeter, hvilket svarer til en læggeafstand på 15-18 centimeter i marken, siger Kim Madsen.