Landmænd vil have store rotorklippere
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Nye rotorklippere med stor kapacitet og lave driftsomkostninger slår slagleklipperne af banen.
Salget af nye afpudsere stiger og stiger, men det er rotorklipperne, der for alvor har landmændenes interesse, mens slagleklipperne halter bagefter, viser statistik fra Landscentret.
I 2005 røg der over dobbelt så mange rotorklippere som slagleklippere over disken hos maskinhandlerne, og det samlede salg steg med hele 45 procent.
- Landmændene vil have maskiner, der kan komme fremad i en fart, og så skal de have lave driftsomkostninger. Og det har rotorklipperne netop, fortæller maskinhandler Søren Knudsen fra SKS Maskiner i Martofte på Fyn.
Han er en af dem, der kan mærke, at mange landmænd bytter deres brugte slaglemaskiner ud med nye rotorklippere på 4-6 meter. Det er især store kvægbrug, godser og driftsfællesskaber.
- Hvis tre svineproducenter går sammen og skal have pudset op til 1.000 hektar af årligt, så viser deres økonomiske beregninger måske, at de brugte maskiner i maskinhallen ikke længere kan hamle op med en ny, stor rotorklipper, og så bytter de, fortæller Søren Knudsen.
Men der kan også være andre grunde til at skifte den brugte afpudser ud. For eksempel er rotorklippere ifølge Søren Knudsen mere praktiske i et driftsfællesskab, hvis en af brugerne slår en flig af en kniv til 500 kroner af, sammenlignet med en reparation på flere tusind kroner, som man risikerer ved en slagleklipper.
Pløjefri dyrkning og andre tiltag hos landmændene har også øget efterspørgslen efter rotorklippere, vurderer maskinhandleren, der har måttet fylde sit maskinprogram ud med afpudsere af mærket Strom Mulcher for at kunne betjene markedet for store rotorklippere.
En af dem er en Mulcher Classic 6000 med tre rotorer og en arbejdsbredde på 5,9 meter. En endnu større afpudser, Strom Megamulcher MM 7000 med fem rotorer og en arbejdsbredde på 6,9 meter er efter sigende på vej fra fabrikken i Tjekkiet.
Maskinkonsulent Kim Brodersen fra Bygnings- og Maskinkontoret i Sønderjylland genkender billedet af et voksende marked for store afpudsere.
- Det er en naturlig udvikling, når bedrifterne bliver større. Samtidig er lønkravet så højt, at det ikke er ligemeget, om der er spændt en 1,5 meters brakpudser eller en 6 meters afpudser på traktoren, siger konsulenten, der tilføjer, at det er meget individuelt, om det kan betale sig at købe nyt maskineri frem for brugt.
- Landmanden skal først og fremmest se på gensalgsprisen, reservedelsforsyningen, kvaliteten af maskinens arbejde og kapaciteten for at kunne vurdere, hvad der er bedst, siger Kim Brodersen.