Flemming Hansen (K) sagde for godt en uge siden fra Folketingets talerstol, at han næsten turde vædde på, at der ville være biobrændstof på det danske marked, inden der var gået tre måneder. Fra i dag kan man købe benzin med fem procent bioethanol iblandet på en stor del af Statoils benzinstationer. Prisen bliver den samme, som hvis det havde været almindelig blyfri benzin.

- Vi har valgt at sælge benzinen til samme pris, fordi vi har en god formodning om, at vi kan hente en større markedsandel ved at sælge den miljørigtige bio95 benzin, som afløser blyfri 95 oktan, siger kommunikationsdirektør i Statoil, Søren Bjelka.

Dermed har Statoil overhalet de andre olieselskaber indenom, men Søren Bjelka regner med, at de inden længe vil lancere biobrændstoffer, ligesom Statoil nu gør.

- Vi starter ud med at bruge brasiliansk produceret biobrændstof, men det vil løbende blive overvejet, hvor vi skal få det fra, siger Søren Bjelka.

Lanceringen af biobrændstof fra Statoil er kommet bag på Oliebranchens Fællesrepræsentation (OFR), som ikke vil udtale sig om enkelte selskabers markedsføringspolitik. OFR har hidtil fastholdt, at der skulle afgiftslettelser eller påbud om iblanding til, før det ville være rentabelt at sælge biobrændstof.

- Men hvis markedet går i en bestemt retning, må branchen selvfølgelig forholde sig til det, siger direktør Peter Stigsgaard.

Lanceringen er også kommet bag på Q8, som dog har vidst det i nogle dage.

- Vi har fået rapporteringer fra vores chauffører om, at Statoil har været i gang, og vi bliver selvfølgelig nødt til at følge efter. Jeg ved dog ikke præcist hvornår, for vi skal lige have forhandlet kontrakter for indkøb af ethanolen, vi skal have klargjort tanke til ethanol og vi skal have rørføringer på plads. Og marketingfolkene skal også have set på det, for hvis vi skal sælge det til samme pris som almindelig benzin, kommer det til at koste os cirka halvdelen af vores avance, siger direktør i Q8, Mads Rønnow-Jessen.