Fynsk grovvareopkøb
(LANDBRUG FYN) S.A.B. Landbrugets Andel overtager Carl Rasmussen & Hempler A/S pr. 1. maj.
Med virkning her fra 1. maj har andelsgrovvarevirksomheden, S.A.B. Landbrugets Andel, opkøbt den største private fynske grovvarevirksomhed, Carl Rasmussen & Hempler A/S.
Med opkøbet af den private fynske grovvarevirksomhed nærmer omsætningen sig en milliard kroner hos S.A.B., der har hovedsæde i Skamby og afdelinger fordelt over hele landet. Budgettet for indeværende år er 720 millioner kroner i SAB, mens 2005-omsætningen hos Carl Rasmussen & Hempler A/S var på 270 millioner kroner. Den nye virksomhed råder over moderne tekniske anlæg, blandt andet med en samlet fabrikskapacitet på ca. 350.000 tons foder.
Carl Rasmussen & Hempler A/S har i tre generationer har tjent fynsk landbrug, hvor den især udviklede sig specielt under 2. generation i familien, Carl Erik Rasmussen, som i over 40 år var den dygtige og fremsynede leder frem til for 10 år siden.
De sidste 10 år har det været 3.generation med Niels og Peter Rasmussen i spidsen, som har fortsat udviklingen og forstået at manøvrere gennem et meget konkurrencepræget marked.
- Med den hastige udvikling der er i landbruget og dens følgeindustrier har ejerkredsen vurderet, at tiden nu er moden til et salg af virksomheden, siger direktør Peter Rasmussen, der som 3. generation i de seneste ti år har drevet virksomheden sammen med broderen Niels Rasmussen. En tredje bror, Henrik Rasmussen, har også ejerskab, men arbejder ikke i virksomheden.
Peter Rasmussen understreger, at familien netop valgte at sælge til S.A.B., ikke er nogen tilfældighed:
- Det har været vigtigt at sikre vores kunder, at de ville få en ny leverandør, som har samme værdigrundlag for virksomhedsdrift, som gennem årene har præget Carl Rasmussen & Hempler A/S, udtaler direktøren, der sammen med sin bror fortsætter beskæftigelsen i det nye regi.
Kunder og medlemmer vil i løbet af maj måned modtage mere uddybende materiale om virksomhedens nye struktur, og hvordan den nye organisation er sammensat.
- Men der er ingen tvivl om, at S.A.B. fortsat vil være en virksomhed, der vil forstå at bevæge sig i et konkurrencepræget marked, hvorfor vi selvfølgelig vil kunne drage nogle synergier, som vil være til fordel for alle, som vælger at handle med os i fremtiden, udtaler direktøren hos S.A.B., Bent Juul Jørgensen.
- Med overtagelsen bliver vi yderligere dækket ind på Vestfyn, og endnu stærkere repræsenteret på hele Fyn, understreger direktør Bent Juul Jørgensen, og tilføjer, at S.A.B. har en støt medlemsfremgang, og i dag ejes af mere end 1750 andelshavere på Fyn, Østjylland og Sjælland.
Carl Rasmussen & Hempler A/S har hovedafdeling i Gamby, og råder desuden over afdelinger i Ørsted, Snave og Nr. Søby.
S.A.B. kan på lørdag den 29. april fejre 75 års dagen for andelsfoderstofforeningens grundlæggelse i Skamby. Jubilæumsfesten, der samler 1250 medlemmer og gæster lørdag aften i Odense Congress Center, får med nyheden om opkøbet af Carl Rasmussen & Hempler A/S dermed en ekstra dimension.
- Det er en stor dag, da der med dette tilkøb er sikret en fortsat udvikling af virksomheden, lyder det fra direktør Bent Juul Jørgensen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































