Fødevareudvalgets formand og dyrevelfærdsordfører Christian H. Hansen anerkender kun behovet for storlandbrug for at bevare arbejdspladser i Danmark og for at undgå, at dyrene vil få det ringere i østeuropæiske stalde.

- Vi har lige lavet et lovtillæg, der tillader gårde med op til 950 dyreenheder. Det er smertegrænsen for Dansk Folkeparti. En udvidelse kræver også, at landmanden opfylder skærpede krav til dyrevelfærd, siger han og påpeger dette som det centrale i den sammenhæng.

Også Danmarks store mejeri får en tur af fødevareordføreren fra regeringens støtteparti. Han er nemlig til økologi, egnsost og små mejerier:

- Jeg har ikke haft det godt med Arla i mange år. De har længe presset de små mejerier, men da jeg første gang nævnte det, fik jeg at vide, at det var usandt. Men efter de tabte retssagen mod Hirtshals Mejeri, kan jeg jo bare konstatere: Hvad sagde jeg! Jeg synes også, at deres ageren i Muhammed-sagen er helt ude af proportioner med virkeligheden. De har kun tænkt på ussel mammon og ikke ytringsfriheden.

- Vi skal markedsføre os på kvalitet og specialiteter. Og med det mener jeg også økologi. Økologi er noget, vi skal gøre mere ved. Det er det, der skal til. Nogle vil kalde det ren Morten Korch, men jeg mener, det er synd, når Arla tromler de små mejerier ned. De kan nemlig skabe specialiteter og kvalitet, lyder det fra Christian H. Hansen.