- En skøn forløsning, siger en tydelig lettet mejeridirektør Søren Hansen, Hirtshals Andelsmejeri efter, at Arla fredag blev idømt en bøde på fem millioner for overtrædelse af konkurrenceloven efter at have klemt Hirtshals Mejeri ud af en gros-indkøbskæden Metro.

- Dommen trækker en streg i sandet, for hvordan vi skal opføre os overfor hinanden. Her til og ikke længere, siger Søren Hansen og fremhæver, at også forbrugeren får glæde af dommen, som giver plads til den underskov af små og mellemstore virksomheder, som sikrer det brede vareudbud.

- Vi har besluttet i Hirtshals, at uanset udfaldet så vil vi føre et civilt søgsmål for at få dækket nogle af vore omkostninger, siger Søren Hansen og understreger, at det har været en dyr sag for mejeri-lilleputten: Tabt omsætning, øgede markedsomkostninger, millionudgifter til rådgivere og advokater, og så har det slidt både på personalet og på andelshaverne.

Advokaten for Hirtshals Andelsmejeri, Anker Laden-Andersen, har tidligere bebudet et erstatningskrav på over 50 millioner kroner. Efter dommen siger han, at man vil forsøge at få kontakt med Arla Foods omkring erstatningskravet og erstatningsbeløbets størrelse:

- Der bør være baggrund for en dialog, således at denne alvorlige sag for Hirtshals Andelsmejeri kan afsluttes uden en langvarig retssag.

Også i det såkaldte Bagmandspoliti er der tilfredshed med dommen - sådan da:

- Vi er rigtigt tilfredse med dommen. Vi havde to mål; At få Arla dømt og så få bragt de skærpede bøder i konkurrenceloven i spil. Og det er sket. Bøden på fem millioner kroner er stor efter danske forhold. Med den afstand, der er i forhold til vores påstand, vil vi overveje at gå videre med sagen, sagde Hans Jakob Folker straks efter domsafsigelsen.

Arla Foods gik efter en frifindelse, og direktør Peder Tuborgh siger, at han er ked af dommen. Han mener ikke, at der er belæg for dommen i henhold til EU’s retspraksis for misbrug af dominerende stilling på markedet. Arla vil i de kommende dage overveje en anke.