(Effektivt Landbrug) Med Lemkens overtagelse af den tyske RTS sprøjtefabrik udvider JF-Stoll sit program af Lemken-produkter med marksprøjter.
Af Bøje Østerlund
JF-Stoll i Sønderborg melder sig nu ind i den efterhånden store kreds af leverandører af marksprøjter på det danske marked. Det sker indirekte som en følge af Lemkens opkøb af den ligeledes tyske RTS marksprøjtefabrik i november måned 2005.
Siden 1996 har JF-Stoll markedsført de velkendte Lemken redskaber og maskiner indenfor jordbehandling og såteknik i Danmark. Fremover vil det således blive muligt at købe Lemkens marksprøjter.
Ansvarlig for Lemken-produkterne i Danmark, Anders Bruun Rasmussen, har allerede besøgt Lemkens nyindkøbte RTS fabrik i Tyskland og udtrykker med stor overbevisning sin anerkendelse af produktet.
- Det er mit indtryk, at de har styr på tingene og jeg tror helt sikkert, de fremtidige Lemken marksprøjter kan leve op til det høje kvalitetsniveau, som Lemken allerede er kendt for, siger han.
Introduktionen af det nye program af bugserede marksprøjter fra Lemken finder blandt andet sted på Agromek i Herning.
Lemken sprøjterne kommer til at omfatte bugserede sprøjter med tankkapaciteter fra 2.500 liter op til 6.000 liter og med bombredder op til 42 meter.
Leverandøren fremhæver specielt, at sprøjtebommene på Lemken-sprøjterne er karakteriseret ved at være meget stabile og rolige under arbejdet i marken. Der findes et omfattende udstyrsliste til montering på sprøjterne.