Fremtidens slum ligger på landet
(Effektivt Landbrug) Der er derfor behov for politiske initiativer, der kan modvirke en skæv udvikling af Danmark, advarer kreditforening på baggrund af nordjyske erfaringer
Udsigten til faldende nordjysk befolkningstal vil sætte mange mindre lokalsamfund under stort pres de kommende år. Hvis ikke mange landsbysamfund skal blive til fremtidens slum, er der behov for politiske indgreb, der kan understøtte udviklingen i landdistrikterne, skriver NORDJYJSKE Stiftstidende.
- Vi kan allerede i dag se små bysamfund med flere tomme huse i gadebilledet, og det er et faresignal. Hvis antallet af de tomme huse nærmer sig 10 procent, og de tomme bygninger begynder at præge byen, så mange opfatter den som lidt af en spøgelsesby, er det vores erfaring, at det stort set er umuligt at sælge et hus - også et ellers velholdt hus - i sådanne lokalsamfund, siger Allan Aagaard, direktør i Realkredit Danmark for Jylland og Fyn.
- Dermed kan hele landsbyer blive truet af en udvikling, hvor husene taber i værdi, og mange huse langsomt forfalder og får karakter af slum. Her vil de eneste købere være sociale tabere, der bliver tiltrukket af de lave priser, eller udlejere, der, som Låsby-Svendsen allerede gør i dag, køber sådanne »luksusløse« huse op for at leje dem ud til sociale klienter fra hele landet. Hvis man vil forhindre en sådan udvikling, bør man i højere grad end i dag rive sådanne boliger ned, spår Allan Aagaard.
Når Allan Aagaard frygter for de små lokalsamfunds fremtid, skyldes det, at selv om den nordjyske befolkning som helhed faktisk har været svagt stigende i de senere år, kan man allerede i dag se adskillige mindre lokalsamfund med små huspriser og mange huse i relativ dårlig stand.
Politisk kan den nye kommunestruktur også bidrage til at sætte udviklingen i landdistrikterne under pres. Når de små landkommuner bliver nedlagt og opslugt af en ny storkommune, bliver der ganske enkelt mindre politisk bevågenhed omkring udviklingen af de mindre bysamfund, påpeger Allan Aagaard.
- Der er derfor behov for politiske initiativer, der kan modvirke en skæv udvikling af Danmark, understreger han.