Landbruget skal sælge oplevelser
(Effektivt Landbrug) Turisterne lægger hvert år mere end 40 milliarder kroner i Danmark. Landbruget får stort set ikke del i disse penge - til trods for at erhvervet »producerer« rammerne for turismen ved at skabe liv og kultur på landet.
I disse år glider en stedse større del af de midler, der oprindeligt blev udbetalt som direkte produktionsstøtte til landbruget, over til mere generelle støtteordninger, der skal skabe liv, natur og udvikling i landdistrikterne.
Hvilke muligheder har landbruget for at få del i disse penge? Og hvilke muligheder giver landdistriktsmidlerne landbruget?
Disse spørgsmål satte Patriotisk Selskab mandag aften fokus på ved et velbesøgt møde i Odense, der trak deltagere fra både Sydjylland og Nordsjælland.
Kristian Gernow, driftsleder på Steensgaard Gods nord for Faaborg, fortalte om den satsning på oplevelsesøkonomien, godset har gjort med eget mejeri, »herregårdspension«, campingplads, boligudlejning og senest med et projekt, hvor en fredet hestestald skal indrettes med konferencefaciliteter - fordi rammerne i form af et gammelt herregårdsmiljø er til det, fordi turisterne i forvejen gæster Sydfyn, og fordi der er mange støttemidler til rådighed til at skabe nyt liv på landet.
- Men det er ikke noget, vi gør for landdistrikternes skyld. Vi gør det for os selv, men vi bruger landdistriktsmidlerne, pointerede driftslederen. Som samtidig understregede, at det er et stort og kompliceret arbejde at sætte den slags projekter i gang.
Jan Kjær Madsen, afdelingsleder i Dansk Landbrugsrådgivnings udviklingskontor på Landscentret, tog blandt andet udgangspunkt i, at turisterne hvert år lægger mere end 40 milliarder kroner i Danmark.
- Men vi får ikke end ikke en brøkdel af disse penge, selv om det, turisterne kommer for at opleve, »produceres« af landbruget, sagde han med henvisning til det kulturlandskab og den landbokultur, som netop tiltrækker turisterne.






































