Verdenspremiere: Malkerobot med markante sidegevinster
(Effektivt Landbrug) INNOVATION: På sigt kan Lelys nye robot ikke alene holde styr på køernes vægt, men også med sin kontinuerlige celletalsmåling måske erstatte kontrolassistenten.
kvæglogo
kvæglogo
Lely lagde i går yderligere alen til sit solide forspring i både Danmark og på verdensplan inden for robotteknologi ved en storstilet verdenspremiere i Holland af den nye Astronaut 3-malkerobot for mere end 200 fremmødte landbrugsjournalister fra hele kloden.
I forhold til forgængeren ¬– Astronaut 2 – byder treeren på en række nyskabelser og forbedringer med stort potentiale.
Astronaut 3 er udstyret med en ny og mere robust robotarm med bedre beskyttelse af mælkeslangerne, hvilket gør det praktisk taget umuligt for en ko at sparke maskinen af. Den nye arm er tophængslet og bevæger sig derfor hurtigere på plads og bruger færre bevægelser end forgængeren.
for hver kirtel
En anden markant nyskabelse er, at Astronaut 3´eren har en såkaldt 4-effektpulsator, hvor hver kirtel har sin egen pulsator, der styrer pulseringen, vakuumniveauet og formassagen individuelt. Pulsatoren giver også mulighed for individuel aftagning.
Gerth Petersen, områdedirektør for Skandinavien og Nordtyskland, peger på netop 4-effekt-pulsatoren som den nyhed, der formentlig på sigt får størst betydning ude i staldene:
- 4-effekt-pulsatoren vil i mange besætninger give markante kapacitetsøgninger for robotten, siger han til Effektivt Landbrug.
under malkningen
Astronaut har også optimal dyrevenlighed. Et avanceret vejesystem finder koens tyngdepunkt og kan derudfra også styre robotarmen frem til yveret. Det giver bedre plads omkring koen, og som en sidegevinst kan koens vægt aflæses øjeblikkeligt sammen med andre online- og realtidsinformationer på den touch screen-skærm, der er monteret på robotten som den fjerde markante nyskabelse
Endelig kan Astronaut 3´eren udstyres til kontinuerlig måling af celletallet under malkningen. Rent praktisk sælges denne ydelse som et tillæg til servicekontrakten, hvor ejeren så betaler for denne service pr. malkning.
Områdedirektør Gerth Petersen har også godt nyt til de mælkeproducenter, der har bestilt en Astronaut 2, men endnu ikke har fået den leveret:
- De kan mod en merpris få ændret bestillingen til en Astronaut 3. De, der tænker langsigtet, skal ikke straffes for at gøre det, siger han.
Effektivt Landbrug vil på tirsdag i forbindelse med vores Kvægfokus fortælle meget mere om Astronaut 3.







































